fredag den 15. juli 2016

Bastilledag i Paris

Så er jeg på vej til lufthavnen for at flyve til Danmark til min mormors bisættelse. Jeg listede ud af døren fra en lursovende Elvis, og jeg håber virkelig, at han ikke bliver for ked af det, når han vågner og opdager, at jeg er væk. Han ville virkelig gerne "med til Danmark og trøste mormor"...

Det er igen en mærkelig dag i Frankrig. Pga. angrebet i Nice, selvfølgelig. Og så lige på Bastilledag! Vi talte faktisk om præcis det i går, da vi stod inde og så paraden ved Champs-Elysées - at det virkelig kunne være et oplagt sted og tidspunkt at angribe Frankrig. Auch. Det blev så ikke Paris denne gang, but still...

Det var ellers en dejlig dag i går. Paraden var ret flot, omend Elvis blev noget overvældet af larmen fra flyvemaskinerne. "Vi må skynde os væk! Jeg kan ikke lide den slags!" Han var klart mere til tanksne. Han er generelt ret sart med høje lyde, så om aftenen til fyrværkeriet tog vi vores forholdsregler. Dels holdt vi os væk fra Eiffeltårnet, hvor opsendingen skete fra, og dels havde vi hans høreværn med. Det hjalp.:)

Vi gik op til toppen af Boulevard Pasteur ved Montparnasse, ca. tyve minutters gang fra vores lejlighed. Et stort stykke af gaden var afspærret, og man kunne sidde midt på gaden med perfekt udsyn til Eiffeltårnet. Det var SÅ flot! Tivoli, go home. Elvis sad trygt på mit skød og kiggede (og faldt lidt i søvn, lille mand...), og jeg følte mig så super heldig at sidde der på en lun sommeraften med min familie. Det gør så næsten lidt ondt at skrive nu...

Efter den halve times pragtopvisning skyndte vi os hjem. Snubsen faldt nærmest sovende om på stedet - klokken var også næsten midnat.

Jeg prøvede at tage lidt billeder, men til paraden var der for mange mennesker til at have godt udsyn og Snubsen hang på mig, og om aftenen var der også behov for håndholdning. Så det blev ikke til så meget udover et par korte videoer på SnapChat. Nogle gange skal man bare være der.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar