Jeg må være ærlig og sige, at de her ture er begyndt at tage på mig. Jeg synes overhovedet ikke, at det er sjovt, at han skal være så længe væk så ofte. I starten var det fint nok, no big deal, men nu begynder det at trække tænder ud. Jeg forstår sagtens, at det er nødvendigt; jeg ved, at det er godt for ham (selv om han vist også savner os...); og jeg ved, at mange andre er i langt værre situationer. Bare tænk på min fars kone, som har haft min far udsendt af tre måneders varighed indtil flere gange! Men derfor er jeg altså stadig ikke fan.
Vi saaaaaavner ham jo! Elvis første ord i morges var et spørgende "Far?", fordi han ikke lå ovre i sin side af sengen, som han plejer. Derudover savner jeg jo altså også at have en ekstra at dele "arbejdet" med - også selv om jeg er mega priviligeret og har Sarah. Men altså - jeg beder jo ikke hende om at putte, når jeg er hjemme! Så hele aftenritualet ligger hos mig de næste 7 dage...
Ej, for fanden. Det her er et mega svært indlæg at skrive uden at komme til at lyde snot-forkælet. De enlige mødre klarer det jo. Jeg har au pair. Hvad er mit problem? Men altså - faktum er, at vi plejer at have far hos os, og det er lidt øv, når vi ikke har. Punktum. Vi savner ham.
Men nok brok - nu må vi prøve at gøre det til en hyggelig uge. Her er ca. 25 grader for tiden, så i aften mødes Sarah, Elvis og jeg i parken igen og spiser aftensmad ude. Forhåbentlig det samme i morgen. Og i weekenden står den på ren mor-og-Didi hygge. Så er det alligevel ikke så slemt. :)
De her to sammen er nu engang det bedste
Ingen kommentarer:
Send en kommentar