torsdag den 16. april 2015

En skør, skør unge

Hvad laver det målebæger i døråbningen, spørger du måske? Well, det er der en helt særlig grund til. Tror jeg.

Med den alder Elvis har nu, overraskes jeg dagligt af, hvor skide skæg han er. Oftest helt uden, at han ved det! Jeg forundres over de ting, han kan finde på. Jeg imponeres over de ting, han kan.

Jeg nævner i flæng nogle af hans særheder:

... Han er gladest, hvis han har Bruce Springsteen t-shirt på. Faktisk må den ikke komme af, hvis han først har den på. Indtil videre har han fået lov at sove i den et par gange, for det er ærligt talt ikke en kamp, jeg gider tage. Man sover jo ganske fint i en t-shirt.

... I samme omgang vil han ofte have sit høreværn på. Helst også om natten, men der går min grænse dog. Til gengæld er det tit på under spisningen, og ALTID når vi ser Bruce Springsteen på YouTube og synger med på "Booooorn in the USA...". Også Elvis. Hvis nogen havde fortalt mig på forhånd, at jeg ville have en søn på knap 2 år, som afviser "Elefantens Vuggevise" og derimod kræver "Born in the USA" som godnatsang, så havde jeg grinet af dem. Nu kæmper jeg for at få lært den forbandede tekst.

... Han tager konsekvent målebægeret ud af skabet og sætter midt i døråbningen til soveværelset. Han tjekker skabet dagligt, om målebægeret er rent, og hvis det er, flyttes det. Hvis han opdager, at jeg har flyttet det væk fra døråbningen, tager han det vredt fra mig, stiller det tilbage og siger bestemt "Sove!".

... Han er meget madglad, og nogle gange kan vi ikke følge med hans sult. Heldigvis kan han tage sagen i egen hånd, så forleden gravede han en agurk frem af indkøbsposen og tog en stor bid. Sulten!

... I dag sagde han for første gang "Elvis" - eller nærmere "Eeee-viiiisch". Mor er stolt!! At det så var som svar på spørgsmålet "Hvad hedder Didi?" er en anden side af sagen. Didi er vist kommet for at blive.

I løbet af den sidste uge er 8 kommet på plads i talrækken 1-10 og han er begyndt på de længere ord som "Stink-dyr" (efterfulgt af "Puuuuuhaaaaaa"), "Leo-pold" (fra "Dengang Leopold var Ond" - hans yndlingsbog pt.) og "Master-card". Jojo, han skal nok komme langt i verden. :)

Lige nu er han dog snotforkølet, og jeg har allerede været inde og ligge hos ham to gange. Jeg skulle ellers bruge aftenen på at google mulige deltidsvuggestuer, men nu må vi se. Jeg forudser en lang nat og muligvis min første "Barns sygedag" i morgen. Æv, og så lige når far er væk og lige op til weekenden. :(

2 kommentarer:

  1. Herhjemme sover Z med en kæmpe, kæmpe bog i ske. Hver nat. Hun kræver. Hvis det er rigtig slemt, så slæber hun også sin legetøjsbil med! Og så har hun lært at sige "tissekone"

    Vi har superbørn!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, Elvis har også fanget "tissemand". Jeg forstår dem altså ikke - hvordan kan det være rart at sove med de ting? Stod det til Elvis, skulle han have høreværn på hver nat, sove med en trærangle rundt om armen og en hård plastikhund i favnen. Måske også en bil. Godt det ikke er mig! (Selv om det så tit bliver det, når jeg finder tingene randomly i min seng...)

      Slet