Hej fra Hong Kong!

Lige nu sidder jeg på mit hotelværelse på 11. sal. Klokken er lige om lidt 23, så det er ved at være sengetid - men ærgerligt nok er jeg ikke træt endnu. Damn you, jetlag! I morges lå jeg vågen fra 4.30-5.30 - men samtidig kæmpede jeg mig igennem mit 15-16 møde, hvor trætheden var ret dominerende. Heldigvis er der rimelig god forståelse for det her.

Hele min dag er blevet tilbragt på vores regionskontor på 66. etage. Udsigten var så smuk, omend her er ret meget smog. Jeg er heller ikke helt god til de der højder - havde lige et tidspunkt, hvor jeg blev lidt for bevidst om det og blev helt svimmel og med vaklende knæ. Super kikset - og aldeles morsomt for min chef!

Det er ikke meget, jeg får set af byen. Da vi ankom i går, var det mørkt, og da vi forlod kontoret i dag, var det mørkt. Men hey - Hong Kong by night er aldeles farverig og minder mig en del om Las Vegas. Nå ja, og så har mit hotel en udendørs pool, og at ligge og svømme rundt efter en lang arbejdsdag, under åben himmel og i 25 grader, er ærligt talt helt okay.:)

Men altså - jeg savner min Snubs! Ham, som lige har skudt mig utallige gange med en pind over FaceTime og fortalt mig, at nu skulle jeg altså ikke være i Kina mere, men komme hjem i aften. Suk... Well, 10 dage to go! I det mindste er jobbet altså spændende.

Nu vil jeg kravle i seng og krydse fingre for, at wifi'et virker godt nok til at jeg kan streame en film. I morgen er første møde først kl. 10, så forhåbentlig kan jeg nå forbi det lokale shoppingcenter og købe noget træningstøj - totalt rookie mistake ikke at tage træningstøj med, når nu der er et døgnåbent træningscenter på hotellet!

Hej hej. :)

Væk fra familien

Det har været en travl tid med én ting for øje for mig arbejdsmæssigt - i morgen tager jeg nemlig 11 dage til Asien, nærmere betegnet Hong Kong og Kina.

11 dage. ELLEVE DAGE!!

Det bliver helt rædselsfuldt. Indtil nu er det maksimale, jeg har været væk fra Elvis, været min og Hippiens tur til New York i februar, altså fire dage. Der er langt fra fire til elleve, og jeg kommer til at være væk fra både Hippien og Snubsen. Når man så også tager den ustabile situation i Europa og særligt Paris i betragtning, så er jeg ærligt talt ikke meget for at efterlade min familie.

Men det bliver også super spændende! Spændende og hårdt med en masse nye arbejdsmæssige input og oplevelser. Den del af det bliver uden tvivl interessant. Og det er jo ikke fordi, det er en kæmpe overraskelse, at jeg skal ud og rejse med jobbet - jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, da jeg takkede ja til jobbet. Vi vidste det godt.

Det skal nok gå alt sammen. Snubsen og Hippien kommer til at få dejlig far-og-søn-tid sammen, og så findes der jo altså Skype og FaceTime. Tiden kommer til at gå hurtigt, og helt dårligt bliver det da ikke med lidt egotid om aftenen på hotellet og en weekend med sightseeing i Shanghai. Og vupti, så er jeg hjemme igen og så er det december og næsten juleferie. :)

Det er bare en mærkelig følelse at dels være spændt og dels absolut slet ikke gide af sted.

Sidste rejse var til Frankfurt med ham her - det er nu altså lidt at foretrække...

Banditter

I dag tog vi forbi Bataclan. Vi havde behov for at se området. Det var en meget speciel oplevelse, særligt fordi alt virkede normalt. Altså bortset fra omkring det afspærrede område, hvor folk stimlede sammen og der lå blomster. Det afspærrede område er forståeligt nok ret stort, så jeg troede egentlig ikke, at vi ville kunne komme til at se stedet.

Men det kunne vi. Vi gik langs en tom, lukket park, da det pludselig dukkede frem på den anden side. En markant bygning, der i forvejen skiller sig ud på vejen, og som nu endnu mere trak øjnene til sig. Det gav altså en klump i halsen. En tom bygning med åbne, sorte vinduer på overetagen. Hvide afspærringer foran indgangen og en efterladt tourbus. Billboardet, der annoncerer Eagles of Death Metal stadig fremme. Alting tomt og forladt.

Følelserne og tankerne kørte igennem mit hoved - også de helt absurde som "det ser ud til at være et fedt spillested". Man kan ikke altid styre sin tankestrøm. Og så lød det pludselig fra Elvis "Det var der, banditterne var".

Vi har ikke talt som sådan med ham om det, for han er kun 2,5 år. Men i går sad vi og sammen med vores au pair og talte lidt om, hvordan hun og vi havde det, og da hun nævnte noget med at være ked af det, spurgte Elvis "Men hvad sker der?". Så må man jo sige noget, så vi fortalte, at der havde været nogle banditter, og det havde været lidt farligt. "Men nu er det godt igen!" sagde han, og så vendte han tilbage til iPad'en.

I dag blev det dog klart, at han virkelig opfanger meget og også var lidt betuttet og berørt. "Det var der, banditterne var", "det var lidt farligt", "mor skal passe på Didi", "nu er de her ikke mere" og så "i morgen kommer de igen" - den sidste skyndte jeg mig dog at afkræfte, og sige at de var væk nu, og det var ikke farligt. "De er taget hjem i deres hule", mente han. Godt så. Måske endnu et af mange begreber fra Sigurds Bjørnetime - han er stor fan for tiden, og vi leger meget "bjørneteater", hans bamse har skiftet navn til Bjørnen Bjørn, og han har lært hvad cowboys og togbanditter er for nogle.

Det var mærkeligt at se omgivelserne, men det var vigtigt. Det gjorde mig godt. Da vi gik derfra, var den største frustration fra Elvis' side, at legepladsen ved siden af var lukket. Uskyldige problemer inden for hans referenceramme. Sådan må det gerne fortsætte!

At være under angreb

Der er stille omkring mig. Elvis sover lur, Hippien er nede på en café for at tale med TV2 Fyn, og sirenerne og helikopterne er forstummet. For nu. De kommer nok til at vende tilbage løbende i den næste tid.

I går var en normal aften som så mange andre. Vores au pair var i byen, mens Hippien og jeg hyggede hjemme med tv-serier og Elvis sov. Pludselig fik jeg en sms fra vores au pair. Hun ville lige lade mig vide, at hun var ok, selv om hun godt nok var i området omkring angrebene. Hun var kommet i sikkerhed i en lejlighed hos nogle franske piger sammen med sine to veninder.

WHAT? Lige dér ændrede vores aften sig, lige dér ændrede verden og vores liv sig. Igen. Resten af natten fulgte vi intenst med i, hvad der foregik. Var skræmte, rystede, målløse.

Da det gik op for mig, at den angrebne koncert på Bataclan var med Eagles of Death Metal, blev jeg fysisk dårlig. Jeg elsker EODM, og havde jeg vidst, at de spillede i Paris, havde jeg været der. Sammen med Claus. Min travlhed og mit manglende overblik har altså redet os og har redet Elvis fra potentielt at være blevet forældreløs. Dér kom det lige for tæt på. Og jeg siger ikke, at man kun skal bekymre sig, når tingene rammer en selv. Selvfølgelig ikke!! Men der er ingen tvivl om, at når det rammer inden for ens egen privatssfære, så slår det lige en tand hårdere.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i dag. Da vi flyttede til Paris, var jeg godt klar over, at vi ville være mere udsatte end i "lille" København. At Paris er et større mål for de sindssyge. Men jeg er alligevel chokeret over, hvor meget det har vist sig at være sandt.

Ændrer det noget for os? Jeg ved det ikke. Jeg prøver at fokusere på det positive - på at pariserne står stærkt og støtter hinanden, og på at ånden allerede nu er tilbage i gaderne. Der lyder børnestemmer uden for - livet går videre. Men det kan ske igen; det vil ske igen, og lige nu mærker jeg en stærk frygt for hvornår. Jeg håber, at den vil forsvinde - ellers har terroristerne vundet!

Paris - Peace, Love and Death Metal!

For at være ærlig...

... så gider jeg ikke rigtig mere. Bloggen altså. Jeg er fed up med at sidde foran en skærm dagen lang, og det sidste jeg har lyst til når jeg endelig er hjemme er at sidde mere foran en skærm. Jeg er kommet over det punkt, hvor bloggen var et stressmoment, fordi jeg aldrig opdaterede. I stedet har jeg accepteret, at jeg ikke gider.

Jeg kommer sikkert til at fortryde, at jeg ikke skriver mere om vores tid i Paris. Sådan en gang i fremtiden. Men sådan må det være - lige nu er overskuddet og behovet der bare ikke. I stedet er jeg begyndt at lave manuelle notater i en fin lille notesbog, og det er altså meget hyggeligere! I hvert fald for nu.

Så ja. Der går lige pausefisk i den herinde. Forhåbentlig vender jeg tilbage på sigt med ny lyst og energi. Indtil da så følg endelig med på Instagram - min profil er godt nok sat til privat, men jeg godkender alle, som ikke er robotter. :) Der er et link derovre til højre ---->

Bumle og batterier løser alt

Snubsen er syg. Sådan rigtig syg med feber og gråd. Det sker godt nok ikke tit, så jeg kan ikke på nogen måde tillade mig at klage. Altså udover at jeg selvfølgelig synes, at det er synd for ham. Men vi har godt nok ikke været særlig meget ramt i hans snart to og et halvt år, så det må være som det er.

Han er ved godt mod - i hopla i perioder og så helt flad i andre. Næsen løber konstant, øjnene er betændte særligt om morgenen, og nu er ørerne begyndt at drille. Jeg elsker dog hans Snubselogik!

"Mor, øret gør ondt! Mor puste. Elvis gerne have Bumle plaster på det!"

Som ønsket, så gjort. Ét styks alt for stort Bumle-plaster sat på kinden og en lille smule op på øret, og så var han glad igen. Så glad man altså kan være, når man er syg.

Vi kommer nok ikke uden om et besøg hos lægen i morgen. Øjnene begynder at være røde og med ørersmerter er det vist bare om at få enhver infektion slået ned. Så i morgen må jeg ringe og håbe, at det er til at få en tid akut. Til en pris på 80€ per konsultation burde det kunne lade sig gøre!

Det ville dog være nemmere, hvis man bare kunne bruge den løsning, Elvis plejer at stile mod, når der er noget, der ikke virker. Som i går da han sad og nussede sin fars underarm med synlige blodårer:

"Fars arm er lidt gået i stykker. Mor sætte nye batterier i!"

Helt ærligt, hvor sød kan man være??

Med Snubsens nuværende tilstand i mente er det måske meget godt, at mit planlagt besøg på Musée d'Orsay med arbejdet på torsdag er blevet udskudt - fordi de museumsansatte strejker! Så bliver det simpelthen ikke mere fransk... :D

Min lille verdensmand - ingen sammenhæng til teksten bortset fra, at han OGSÅ er skide sød her!

Zzzzz.....

Som jeg har skrevet om før, har Hippien et problem med søvngængeri, og jeg har fra starten været lidt bekymret for, om Snubsen måske kunne komme til at arve det. Det er jeg stadig - og måske nu med god grund!

Den seneste uge har Elvis nemlig sovet inde i vores soveværelse, fordi vi har haft besøg fra Danmark. Han har ligget på en madras ved siden af vores seng, og det har fungeret nogenlunde. Men én aften vågnede jeg så ved, at han stod lidt forvirret ved siden af sengen - og jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at han da egentlig var kommet ind ude fra gangen og altså ikke bare havde rejst sig op! Det blev forstærket af, at vi ikke kunne finde sutten - og han midt i eftersøgningen siger til mig "Måske den er inde i stuen".

Den nat fandt vi bare en anden sut, og så lod vi det være ved det. I går var det så tid til at vinke farvel til gæsterne og dermed også pakke den midlertidige Snubseseng væk, og nej. Sutten fra den omtalte aften var der stadig væk ikke. Den var ikke bare faldet ned i mellem madras og dyner - den er væk. Jeg har så meget drengen mistænkt for at være stået op, gået ind i stuen eller køkkenet og lagt sutten et eller andet ukendt sted.

Den er altså ny - hvad filan gør vi så nu? Nu er han jo tilbage på sit eget værelse, og jeg ville elske, hvis han bare kunne gå ind til os af sig selv om natten, når han pludselig mangler mor - men jeg har knapt så meget lyst til at have ham vandrende rundt i lejligheden, mens vi sover! Der er nemlig også kommet en lille tendens snigende med at tegne på væggene og lignende...

Første skridt er, at vi nu sørger for at låse vores hoveddør. Vi har nemlig fået ny lås, og i samme
omgang har vi fået et "rigtigt" håndtag, som Elvis altså meget nemt kan åbne selv. Det kunne han ikke med den gamle "krog". Så det er helt sikkert - han skal ikke have mulighed for at kunne forlade lejligheden i søvne! Men hvad med resten af lejligheden - skal vi virkelig i gang med at barikadere alle døre hver aften? Aaargh!

Jeg havde altså foretrukket, hvis han havde holdt sig til at arve sin fars musikalitet...

Med den nu meget savnede yndlingssut med "søstjernen" til venstre.