I går var en normal aften som så mange andre. Vores au pair var i byen, mens Hippien og jeg hyggede hjemme med tv-serier og Elvis sov. Pludselig fik jeg en sms fra vores au pair. Hun ville lige lade mig vide, at hun var ok, selv om hun godt nok var i området omkring angrebene. Hun var kommet i sikkerhed i en lejlighed hos nogle franske piger sammen med sine to veninder.
WHAT? Lige dér ændrede vores aften sig, lige dér ændrede verden og vores liv sig. Igen. Resten af natten fulgte vi intenst med i, hvad der foregik. Var skræmte, rystede, målløse.
Da det gik op for mig, at den angrebne koncert på Bataclan var med Eagles of Death Metal, blev jeg fysisk dårlig. Jeg elsker EODM, og havde jeg vidst, at de spillede i Paris, havde jeg været der. Sammen med Claus. Min travlhed og mit manglende overblik har altså redet os og har redet Elvis fra potentielt at være blevet forældreløs. Dér kom det lige for tæt på. Og jeg siger ikke, at man kun skal bekymre sig, når tingene rammer en selv. Selvfølgelig ikke!! Men der er ingen tvivl om, at når det rammer inden for ens egen privatssfære, så slår det lige en tand hårdere.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i dag. Da vi flyttede til Paris, var jeg godt klar over, at vi ville være mere udsatte end i "lille" København. At Paris er et større mål for de sindssyge. Men jeg er alligevel chokeret over, hvor meget det har vist sig at være sandt.
Ændrer det noget for os? Jeg ved det ikke. Jeg prøver at fokusere på det positive - på at pariserne står stærkt og støtter hinanden, og på at ånden allerede nu er tilbage i gaderne. Der lyder børnestemmer uden for - livet går videre. Men det kan ske igen; det vil ske igen, og lige nu mærker jeg en stærk frygt for hvornår. Jeg håber, at den vil forsvinde - ellers har terroristerne vundet!
Paris - Peace, Love and Death Metal!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar