Men det kunne vi. Vi gik langs en tom, lukket park, da det pludselig dukkede frem på den anden side. En markant bygning, der i forvejen skiller sig ud på vejen, og som nu endnu mere trak øjnene til sig. Det gav altså en klump i halsen. En tom bygning med åbne, sorte vinduer på overetagen. Hvide afspærringer foran indgangen og en efterladt tourbus. Billboardet, der annoncerer Eagles of Death Metal stadig fremme. Alting tomt og forladt.
Følelserne og tankerne kørte igennem mit hoved - også de helt absurde som "det ser ud til at være et fedt spillested". Man kan ikke altid styre sin tankestrøm. Og så lød det pludselig fra Elvis "Det var der, banditterne var".
Vi har ikke talt som sådan med ham om det, for han er kun 2,5 år. Men i går sad vi og sammen med vores au pair og talte lidt om, hvordan hun og vi havde det, og da hun nævnte noget med at være ked af det, spurgte Elvis "Men hvad sker der?". Så må man jo sige noget, så vi fortalte, at der havde været nogle banditter, og det havde været lidt farligt. "Men nu er det godt igen!" sagde han, og så vendte han tilbage til iPad'en.
I dag blev det dog klart, at han virkelig opfanger meget og også var lidt betuttet og berørt. "Det var der, banditterne var", "det var lidt farligt", "mor skal passe på Didi", "nu er de her ikke mere" og så "i morgen kommer de igen" - den sidste skyndte jeg mig dog at afkræfte, og sige at de var væk nu, og det var ikke farligt. "De er taget hjem i deres hule", mente han. Godt så. Måske endnu et af mange begreber fra Sigurds Bjørnetime - han er stor fan for tiden, og vi leger meget "bjørneteater", hans bamse har skiftet navn til Bjørnen Bjørn, og han har lært hvad cowboys og togbanditter er for nogle.
Det var mærkeligt at se omgivelserne, men det var vigtigt. Det gjorde mig godt. Da vi gik derfra, var den største frustration fra Elvis' side, at legepladsen ved siden af var lukket. Uskyldige problemer inden for hans referenceramme. Sådan må det gerne fortsætte!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar