onsdag den 24. januar 2018

Guldkorn #5

I min lange blogpause har jeg heldigvis fortsat noteret guldkorn på min telefon. Så I får lige lidt af de bedste fra 2017:

Under kommunalvalget delte Socialdemokraterne deres klassiske valggimmicks ud:
"Mor, så er vi to rige! For vi har fået en rose og en ballon!"

Elvis sidder og tegner med begge hænder i børnehaven. Pædagogerne spørger, hvad han egentlig laver?
"Jeg multitagis!"

En eftermiddag efter børnehave:
Elvis (glad): "Mor, ved du hvad jeg fik i dag nede i salen?"
Mig (entusiastisk): "Nej da, hvad fik du?"
Elvis (nu dystert): "Jeg fik skæld ud..."

Vi var på vej til min veninde og gik ned af en villavej og forbi et hus, der var til salg. Igennem vinduet kunne man se en ældre kvinde i køkkenet.
Mig: "Se, der er et hus til salg"
Elvis: "Ja, og så står der en bedstemor klar i det!"

Mig: "Hvad skal vi tage med i børnehaven på din fødselsdag?"
Elvis: "Noget de aldrig har! Hvad med pasta med ketchup?"

Ved opstarten af en ny leg:
"Ved du hvad, jeg er chefen og far er kaptajnen, og så er du den der ting, der siger "Hvad er klokken, hr. chef?""

Elvis og farmor leger i køkkenet:
Elvis (næsten råbende): "Saylater paro dic whattu saway!" (Eller noget i den stil...)
Farmor: "Hvad er det for et sprog?"
Elvis (undrende): "Det er da engelsk?"

Elvis er meget fascineret af, at hans far spiller poker på sin PlayStation (ikke med rigtige penge...)
"Jeg synes, at far skal have pengene i min sparegris, så han kan bruge dem til at vinde over alle sine venner!"

Dagen efter:
Elvis: "Hvorfor er sommerferien slut? Hvorfor skal du på arbejde?"
Mig: "Fordi jeg bliver nødt til at tjene nogle penge, så vi kan få mad og sådan noget."
Elvis: "Kan du ikke bare bruge et kort? For du kan altså ikke bruge pengene i min sparegris, de er til far!"

Klassisk Elvis-argumentation:
Elvis: "Hvorfor må man ikke spise papir? Kan man godt dø af det?"
Mig; "Nej, det kan man nu ikke"
Elvis: "Men hvad hvis man spiser papir og så bliver skudt? Så kan man godt dø!"

Vi sidder i solen ved Nørrebrogade, da en kvinde i burka går forbi:
"Ej, se hende! Hun er vist ninja!"

Inden vi skal til at skære græskar ud til Halloween:
Mig: "Vi skal først lave en skitse. Når man tegner noget, inden man gør det rigtigt, hedder det en skitse"
Elvis: "Ja, men jeg er Batman!"

Når udtrykkene driller:
"Så er vi færdige med at rydde op! Det var godt nok hurtigt! Det helt på da-det-kom-på-nummer-fem!"

Første december, da Elvis opdager, at nissedøren er kommet og han tjekker sin julestrømpe:
"Se! Der er noget i den! Nissen vidste godt, at en superhelt havde været artig!"

Under putning, hvor der måske er blevet talt med lidt store bogstaver inden da:
"Ved du, hvorfor INGEN skal på hovedet i seng? Fordi så får de hul i hovedet og skal på hospitalet HELE julen! Indtil det bliver forår!"

Engang i december:
Mig: "Hvad ønsker du dig allermest af julemanden?"
Elvis: "En fiskekrog, så jeg kan komme med min far ud og fiske!"
(Claus fisker ikke og har aldrig talt om det...)

Elvis i søvne:
"Der findes tre klubber - kysseklubben, krammeklubben og girafklubben..."



1 kommentar:

  1. Børn kommer med så mange guldkorn. Min datter kalder "Pedellen" for "Ropellen". Jeg nægter ikke at rette det :-)

    SvarSlet