Terrorfrygten

Jeg påstår altid, at Paris ikke som sådan har ændret sig af de mange terrorangreb, der har været de sidste to år. Og det synes jeg i det store hele heller ikke. Jeg synes heller ikke, at det må få lov til at ændre folk i det hele taget. Det har det ikke ret til.

Men det gør det så alligevel. Om man vil det eller ej.

I går var jeg som skrevet i Danmark (og ja, jeg kom også hjem til sidst. Kl. halv tolv om aftenen. Gaaaaah!). Jeg tog morgenflyet med Air France fra Charles De Gaulle. Ude ved gaten satte jeg mig ved siden af en høj, ganske flot sort mand i et pænt, stilet jakkesæt.

Han lignede ikke "en terrorist" - men hvad vil det overhovedet sige i disse dage? Faktum er, at han opførte sig sært. Han virkede ekstremt nervøs og sad og kastede flakkende blikke rundt i lufthavnen, mens han talte lavmeldt i telefon med høretelefoner i. Jeg overhørte, at han gentog igen og igen på engelsk "We need to finish, what we've started" som et mantra. Lidt senere gik han over til at tale på et andet sprog, men igen var der tale om gentagelser af den samme frase. Efterfølgende begyndte han at sidde og synge på det her fremmede sprog, mens han rokkede frem og tilbage.

Jeg blev sgu lidt nervøs. Måske endda lidt bange. For det var altså en atypisk opførsel. Jeg sagde ikke noget til nogen (og måske var det en fejl? Jeg ved det ikke...), men jeg sendte Hippien en "Jeg elsker dig og Elvis"-besked, just in case. Da jeg kom ombord på flyet, tog jeg mig selv i at sidde og holde øje med, om han kom ombord. Det gjorde han ikke - han skulle "heldigvis" nok med Geneve-afgangen i stedet.

Jeg er normalt ikke den nervøse type. Jeg har aldrig været bange for at flyve. Men et eller andet er der altså sket, og det irriterer mig grænseløst! Det, som sikkert bare var flyskræk for min harmløse sidemand, smittede af og blev frygt for mig. Dammit altså. Sådan skal det ikke være.

Men det er ikke til at komme uden om, at der ligger noget og lurer i baghovedet. I går var i øvrigt også dagen, hvor Elvis' skole havde anti-terror træning. Træning i at gemme sig og være stille. Det er blevet obligatorisk i franske skoler og var noget af det første, der blev nævnt til vores møde med læreren. Det er altså, hvad verden er kommet til. Alt var gået fint, og Elvis så det som en spændende, alternativ gemmeleg, hvilket vel også er måden at præsentere det for 3-årige. Men igen, de er TRE år. Og de bliver nødt til at forholde sig til sådan noget. Det er sygt...