Mit barn taler med træer...

... og det er min skyld. I et af mine mange forsøg på at få ham til at gå lidt mere selv, foreslog jeg nemlig for nogle måneder siden, at han liiige skulle løbe over til det næste træ i parken for at se, om der måske gemte sig nogle løveunger? Og det gør han så nu hver gang. Fra træ til træ. "Goddag Hr. Træ, har du set nogle løveunger?".

Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om det er godt eller skidt, at han taler dansk til træerne? For på sin vis er det et virkelig fjollet spørgsmål, han konstant stiller træerne - på den anden side giver det måske en smule mere mening for forbipasserende, når man kan følge med i legen. Who knows... Faktum er i hvert fald, at det ser pænt tosset ud med en næsten 3-årig, som tonser hen til træerne, stiller sig helt op af dem og snakker til dem.

Men helt ærligt? Jeg elsker det faktisk! Jeg håber, at han bibeholder sin fantasi, også selv træerne aldrig rigtig svarer, og hvis de endelig gør, er det med min stemme. Det er stadig super hyggeligt. Og det virker! Det er meget nemmere at få ham til selv at gå igennem parken, hvis vi snakker med træer imens.

Apropos det med at gå, så var vi i dag et sidste smut på hospitalet for at kigge på Snubsens fødder og gang. Konklusionen er klar - il marche bizarrement - men de mener, at han vil vokse fra det, og når han ikke længere klager over ondt, så skal vi ikke gøre noget ved det nu og her. Godt så. Dejligt at få det afklaret.

Så Elvis halter videre, og jeg humper med. Vi er et kønt par. Om noget inspirerer jeg da kun drengen til at gå sært, når jeg sådan stavrer af sted. Han er i hvert fald begyndt at forsigtigt sparke til væggen for derefter at påstå, at nu er hans tæer altså også brækket. Aaah, efterligningens kunst. :)

Dette Hr. Træ er blevet fældet, så der er nok ikke nogle løveunger...