lørdag den 19. april 2014

Tordenbaby har ordet - pt IV

 Suk, bliv nu færdig med det kamera, mor, jeg vil altså hellere lege...


Ha, så er jeg her igen! Og nu er jeg 10 måneder, kan I tro det? Jeg er altså overhovedet ikke en baby mere, selv om mor stadig kalder mig det.

Det har været en lidt dum tid. Det hele har drillet, og jeg synes ikke, det har været sjovt. Mor kalder det et tigerspring, men det ved jeg ikke noget om. Jeg ved bare, at jeg ikke helt har kunnet finde ud af noget. Øv bøv. Nu er det heldigvis gået lidt over igen, så nu behøver mor eller far ikke sidde hos mig heeeele tiden længere. Faktisk må de godt lade mig lege lidt i fred igen, tak!

Der er sket store ting den sidste uge. Endelig har jeg fundet ud af at få lyd med, når jeg klapper! Man skulle jo bare åbne hænderne, doh. Det er meget sjovere sådan der, så jeg gør det ret meget. Og så kan jeg pege - det er altså smart. Pludselig forstår mor og far, hvor jeg vil hen! For det meste vil jeg op til guitarerne - særligt den ovre i hjørnet, men vi skal også lige forbi de to andre først. Jeg eeeeeelsker guitarer og musik i det hele taget. Forleden spillede far sin nye plade for mig, og jeg blev så glad, da jeg hørte hans stemme. Jeg klappede og viftede med armene og grinede. Det var så fint. Så grinede mor og far også, og det var så hyggeligt.

Jeg har også lært at kravle rigtigt nu, men jeg synes altså stadig, at det går hurtigere at kravle baglæns og ellers møve mig rundt ved skiftevis at sidde og ligge. Det virker jo, hvorfor så lave det om? En gang i mellem får mor dog lokket mig, så jeg viser hende, at jeg altså godt kan kravle rigtigt. Så bliver hun glad, og jeg får fred.

Noget, der er meget sjovere end at kravle, er at stå! Det opdagede jeg i forgårs. At stå op og slå på sofabordet, haha! Så kan man se meget mere af verden, og det er sjovt. Jeg falder godt nok hurtigt ned på numsen, men så må mor bare løfte mig op igen. Jeg skal bare brokke mig længe nok, så gør hun det.

Åh, der har været så mange "første gang"-er siden vi snakkede sidst. Jeg har været syg første gang, hvilket ikke var særlig sjovt. Jeg kastede op og havde det rigtig skidt.:( Jeg tror, det var fordi, jeg er startet i vuggestue. Det er ellers okay, men jeg har også kun været der 3 timer af gangen indtil videre. Der skal jo også være tid til at være hjemme og lege med far.

Jeg har også været rigtig meget sammen med min farmor, og det har været sjovt. Hun har nogle virkelig spændende briller, men jeg må aldrig få dem. Øv altså! Men så leger vi med klodser og biler og leger borte-tit med tørklædet, og så glemmer jeg brillerne lidt igen. Jeg kan virkelig godt lide min farmor.

Ihh, jeg kunne snakke i et væk. Jeg tror, at min mor må give mig computeren lidt oftere, så det ikke bliver så langt hver gang. Nu må det i hvert fald være nok for nu.

Kan I have en god påske! Hej heeeeeej...

/Tordenbaby

Ingen kommentarer:

Send en kommentar