tirsdag den 14. februar 2017

Barn syg...


Da jeg vækkede Elvis mandag morgen, fandt følgende udveksling sted:


Mig: Du er da en værre syvsover...
Elvis: Nej. ved du hvad, jeg er faktisk en TYVEsover!


Det var virkelig sødt sagt - men det blev sagt uden nævneværdig stemme. Og var der ikke også noget med, at han om natten havde vækket mig, og havde raspet "Mor, der er et hår i min hals". Et hår. Som jo nok bare var ondt i halsen...


Ungen fik lov til at lægge sig ned igen, og jeg sendte beskeder til børnehaven og arbejdet. Barn syg. Dammit altså!


Vi er nu på anden dagen med nattøj, YouTube og tegnefilm. Og alt for lidt arbejde fra min hånd. Selv om humøret er højt, ligger drengens temperatur stadig lunt omkring de 38. Der hostes. Og timingen kunne bare ikke være værre! Hippien er i gang med et større ombygningsprojekt, der betyder, at han er afsted fra 9 til 21 hver dag; svigermor, som ellers var i København hele sidste uge, er optaget af at holde vinterferie med et andet kuld børnebørn; og morfar og bedste er på ferie. Der er bare kun mig til at være sammen med Snubsen.


Jeg vil jo gerne være sammen med ham, men jeg ser bare arbejdstimerne gå alt for hurtigt i nedadgående retning. Stress! Han SKAL altså være rask i morgen - pretty pleeeeease... Lige nu er han den der svære mellemting - for syg til børnehave, men for rask til sådan rigtigt at blive pacificeret (okay, det lyder værre end det er ment...), så jeg få lidt arbejde for hånden, selv om jeg er hjemme.


Jeg er også seriøst ved at få kuller. Vejret er så smukt uden for min rude, men jeg har kun lige været nede med skrald. Ungen kan ikke overskue at gå ud, og jeg kan ikke blame ham. Men i går var jeg slet ikke udenfor, og i søndags blev det også til minimalt, fordi vi holdt "hygge-inde-dag". Altså - det var rigtig tiltrængt på det tidspunkt, men lige nu kunne jeg måske godt have ønsket, at vi i stedet havde fået noget luft.


I det mindste fik vi leveret fra Aarstiderne i går, så der er god aftensmad på lager. Og så igen - havde vi ikke fået det, havde jeg jo været nødt til at gå ud. Så havde der ikke været et valg.


Nå, it is what it is. Vi hygger os. Men jeg krydser godt nok fingre for fremgang nu. Som i NU!



1 kommentar:

  1. Du må lige sige noget til svigermor - hvad ligner det at rejse hjem og efterlade jer i kaos.
    Rigtig god bedring med Elvis;-)

    SvarSlet