Når det hele giver mening - lidt om rockmusik

Dengang jeg var ung teenager, drømte jeg om en dag at blive musikanmelder. Det lød så glamourøst og privilegeret - sådan at få adgang til alle de kendte bands plader før alle andre! I 2005 startede jeg så med at skrive for Antenna og senere hen for Metalized, og i praksis viste min forestilling sig måske nok også at være rigtig en gang imellem. Men at være anmelder indbefatter også at bruge uendeligt meget tid på at høre et utal af ukendte bands, hvoraf mange af dem måske godt kunne have tålt et par år mere i øvelokalet. Efter ni år har jeg ikke længere tal på, hvor meget tid jeg har dedikeret til bands, som ikke sagde mig det mindste, men som stadig fortjente et grundigt review, fordi man ikke kan gøre forskel i sådan en situation. Men det er meget - skræmmende meget, hvilket også var en medvirkende grund til, at jeg trak stikket i forbindelse med flytningen til Paris.

Og alligevel var det det hele værd, fordi nogle gange - bare enkelte gange poppede der et for mig ukendt band op, som tog mig med storm. Det skete bl.a. en tilfældig dag i oktober 2010, hvorfor jeg pludselig blev presset til at lytte til norske Audrey Hornes tredje album. Det slog benene væk under mig, og selv i dag, hvor det meste musik på min iPhone har måtte lade livet for at skabe plads til mere Ramasjang og Rasmus Klump, ligger der stadig fire album med dem på min iPod.

I lørdags fik jeg så endelig chancen for at se dem live. Sammen med Hippien drog jeg direkte fra en tre års børnefødselsdag til Divan du Monde på Montmartre, hvor Audrey Horne spillede sammen med to support bands. Et fedt spillested, som jeg indtil nu kun har set udefra. Det mindede mig meget om hedengange The Rock i København, og det er positivt ment. Jeg har tilbragt nok størstedelen af mine gå-i-byen-aftener i 20'erne på The Rock, og jeg har set mange fede koncerter der. Koncerten var som at være tilbage igen. Det var SÅ fedt! Fra første nummer havde jeg et smil klistret fast til mit ansigt, og det blev ikke mindre i løbet af koncerten - særligt ikke da de spillede mit yndlingsnummer "Bridge and Anchors". Lige dér kunne jeg huske, hvorfor jeg plejede at gå til 100+ koncerter om året. Jeg følte mig som en ung studine igen, hvis største bekymring var, om hun nu kunne komme op og stå forrest til næste koncert, og det var liiiige før jeg kastede mig ind i mængden for at fange mig en trommestik eller et plekter. Og så alligevel ikke - der var også ret fint at stå tæt på baren og med Hippien i ryggen. Men you get the point.

Tak, Audrey Horne - tak for at leve op til alle mine forventninger, og tak for lige at minde mig om, at der stadig ligger et metalhoved gemt inde i mig. Jeg skal virkelig huske at pleje den del mere. Det var så befriende. Det var mig - det havde jeg bare lidt glemt.

Billede fra Audrey Hornes koncert i København tidligere samme uge - foto lånt af John-son.:)

Apropos anmeldelser, så har jeg faktisk hele to foran mig til levering på søndag. Jeg har nemlig lavet en freelanceaftale med Metalized, hvor jeg en gang imellem bidrager med en anmeldelse eller et interview. Så Chris Cornells nye soloalbum og det nye Mustasch-album ligger klar og venter på, at jeg kan sende arbejdscomputeren på weekend. Perfekt timing!