På en af aftenerne i vores ferie var Snubsen i et helt specielt humør. Han fjollede som aldrig før og fandt på helt nye lege. F.eks. sad han hele vejen i bilen til restauranten og talte "Eeen, tooo, trefirefemsekssyvotteniti" efterfulgt af en omgang "bll-bll-bll" - I ved, den der lyd af en finger på underlæben. Det fik han op imod en halv time til at gå med uden stop. På turen hjem besluttede han sig for, at nu var han altså en indianer! Ikke mere forklaring eller leg end det - han var bare en indianer.
Næste morgen spurgte jeg ham så, om han stadig var en indianer, og så kom det stille svar, som fik mig helt i knæ.
"
Nej, Didi bare en Didi".
Min lille, skøre unge - der er intet "bare" over at være en Didi! Jeg ved stadig ikke, hvor navnet Didi kommer fra, men det er også lige meget. Elvis er en Didi, og Didi er bare en Didi, og det er det allerbedste en Didi kan være.
Til gengæld var mor så i øvrigt en indianer den morgen...
Der er ikke noget "bare" over denne her lille gut - se ham lige!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar