Hvor? Hvor? Hvor?

Vi er nået til en ny fase. Hvor-fasen. I en lind strøm dagen lang lyder det fra Elvis "Hvor er sutten?", "Hvor er Nemo?", "Hvor er far?", "Hvor er mor?", "Hvor er Bumle?". Og nej, det behøver ikke betyde, at tingen/personen er langt væk. Sutten kan godt ligge lige foran ham - men hvor er den dog??

Godnatsang her til aften forløb sådan her:

Mig: "Nu tændes der stjerner på himlens blå..."

Elvis: "Hvor er himlens blå? Hvor er stjerner?"

Mig: "Halvmånen løfter sin sabel..."

Elvis: "Hvor er sabel? Hvor er måne?"

Mig: "Jeg våger at ikke de slemme mus..."

Elvis: "Mus! Piv, piv, piv, piv..." (kyssemusselyde)

Mig: "...skal liste sig op i din snabel..."

Elvis: "Hvor er snabel?"

Og så fremdeles... Efter et vers havde jeg svært ved at holde masken, hvilket totalt ødelagde pointen med godnatsangen. Der er ikke meget falden til ro ved en mor, der griner, og en unge, der spørger i et væk...

Men det er sjovt. Det er mega sjovt. Jeg kan slet ikke følge med. I går i badet sad han pludselig og snakkede en masse, og det tog mig lige en stund at fange, at han faktisk sad og citerede hele bogen "Hop op, råbte Bob!". Han kan den nærmest udenad. Det samme gælder sange - når vi synger "Jeg gik mig over sø og land" plejer det at ende noget i stil med det her:

Mig: "Jeg gik mig over sø og land, der..."

Elvis: "...mødtejeggammelmand..."

Mig: "Han sagde så og spurgte såååå..."

Elvis: "Hvorharduhjemme - jegharhjemmeklappeland!"

Jeg elsker det! Han er en håndfuld, og han er begyndt at vise temperament, men han er simpelthen så skøn at være sammen med.

I morgen har jeg hjemmearbejdsdag, og det bliver virkelig rart at være lidt tættere på. Sommer i Paris er ok.:)