Om en to-årigs udvikling

Elvis - min store lille dreng og min lille store dreng. Ham, som kan så meget selv, men som samtidig kalder på mor, når han vågner om natten og har drømt om en "stor farlig hund som spiste Elvis' sut!". Jeg er helt vild med denne her proces, det er at følge med i hans udvikling. Dog har jeg for længst opgivet at få opdateret hans "Barnets Bog", så nu bliver det herinde, at jeg får skrevet nogle af vendepunkterne ned.

Om at blive selvstændig:
Der er sket SÅ meget på det punkt den seneste tid. Et af det største vendepunkter er, at han er rykket tilbage på sit eget værelse. Hans seng er blevet lavet til juniorseng og hans værelse er blevet opdateret med natlampe og boghylder, og nu nægter han simpelthen at sove andre steder. Hvor er det sejt! Han kommer kun ind i vores seng, hvis der er problemer tidligt om morgenen, ellers sover han hos sig selv. Et par aftener har han endda også taget det sidste skridt ind i drømmeland uden os ved sin side - meeen der er nu stadig et stykke vej til, at vi bare kan lægge ham ind og så gå ud med det samme. Tingene tager sin tid.

Om sprog:

Hans sprog er blevet helt fænomenalt, og det er simpelthen en fornøjelse at lytte til! Det bliver mere korrekt hver dag. Han taler stadig i det store hele kun dansk, men han kan tælle til ti på engelsk (og til 15 på dansk) og sige ”Bonjour”, ”Au revoir” og ”Merci” på fransk. På dansk får vi de helt store udfoldelser:

”Skelettemanden bor der!” – som forklaring på, hvorfor han ikke ville rutsche ned af den sorte, mørke rutschebane på Post og Tele-museet. Der var heldigvis ikke andre børn, som overhørte det og blev traumatiserede...

”Vil du spise hvidløg?” – hans eksempel til mig på, hvilke spørgsmål man kan bruge svaret ”nej tak” til.

Han taler stort set rent, men har alligevel de sødeste små fejl – f.eks. ”sæbeblobber”,  ”Onkel Thomnas”, "flojjet" i stedet for fjollet og ”nupse” i stedet for numse.

Udover at tale meget, synger han også en masse. I går overraskede han mig med at kunne hele teksten til "Jeg gik mig over sø og land" - vi foretrækker klappeland, hoppeland, krammeland og soveland herhjemme. Det er nemlig yndlings godnatsangen for tiden. :)

Om at vokse op i Frankrig:

Okay, indrømmet. Det er stadig begrænset, hvor meget Snubsen reelt mærker, at vi er i Frankrig. Men der er jo vuggestuen, som det går virkelig godt med, og så spottede jeg i går den ultimative blanding af dansk og fransk kultur. Snubsen er et dansk barn, så han krammer. Men han er også i Frankrig, hvor de dobbelte kindkys er overalt. Så når Elvis skal kramme, så skal vi kramme først til den ene side og så til den anden side.

Om at være kærlig:

Elvis er en utroligt kærlig og hensynsfuld dreng. Han er ekstremt fokuseret på, hvis han kan høre et grædende barn, og da vi for nylig besøgte min farmor på hospitalet, blev han ved med at gentage ”Oldefao lidt syg. Vi skal trøste.” En morgen i Danmark, hvor jeg var ved at rydde hans legetøj op, fløj han hen og tog en traktor ud af hånden på mig, holdt den op til kinden og sagde ”Såå, såå”, efterfulgt af ”Traktor ligge og sove der!”. Han er også meget fokuseret på, om ting er gået i stykker, og i perioden, hvor han havde et sår på knæen, hørte vi mange gange dagligt ”Elvis’ ben er gået i stykker”, og så satte han sig på hug og pustede på sit eget knæ.

Hver dag sker der noget nyt, og jeg er totalt splittet imellem at have lyst til at bremse tiden og samtidig være spændt på, hvad der venter rundt om hjørnet. Det er vist ret klassisk.:)