fredag den 6. februar 2015

Om at huske at være kærester

Siden nytår har Hippien og jeg haft et nytårsforsæt. Vi skal lave noget sammen én gang om ugen, bare ham og mig. For helt ærligt – 1. Vi er i Paris og det skal nydes. 2. Vi trænger til at prioritere hinanden som kærester. 3. Vi har den mest optimale babysitter boende hos os – det kommer aldrig til at blive lige så nemt og ubekymret at få Snubsen passet. Så det skal altså udnyttes.

Indtil videre har vi været ret gode til at holde fast i det. Vi har været på biograf + drinks-date. Vi har været ude og spise på vores yndlingsrestaurant. Vi har set håndbold på en lille lokal bar og været til Darkness Falls-koncert i det danske hus. Hvad vi gør er egentlig ikke så vigtigt, bare vi kommer ud sammen.

I aften skal vi til fredagsbar med en gruppe andre danskere. Jeg glæder mig til det – dels bliver det sjovt at møde andre i samme situation som os og måske udvide netværket lidt, og dels bliver det rart at bruge lidt tid sammen (hvilket vi dog også gjorde i går, hvor vi spiste frokost sammen – helt genialt!). I morgen markerer nemlig starten på en lidt sindssyg tid – først skal Hippien til Danmark i en lille uge, så tager jeg til Rom med arbejdet i to dage, så kommer farmor til Paris og vi tager til New York, og bagefter får vores au pair besøg af en veninde. Så der bliver ikke meget ”normalt” igen før til marts.

Men derefter – så skal der gang i de ugenlige dates igen. Indtil videre har vi et par barer og restauranter, vi gerne vil besøge, men hvis nogen ligger inde med gode forslag til hyggelige voksen-stunder i Paris, tager jeg gladeligt imod dem!

Paris 2012 - hvor bliver det godt, når den der sol kommer igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar