Når kontrasten er for stor

Søndags morgenhygge - vi så faktisk næsten en hel film!

Så er det mandag, og jeg er tilbage på pinden. Jeg burde sådan set kaste mig over bunkerne af arbejde, men jeg tænkte, at jeg lige vil give et livstegn herinde først.

Det har været en rigtig dejlig weekend, hvor jeg både har nået en masse praktisk, som har hængt mig over hovedet længe; har fået lavet mad og bagt boller og har fået hygget i stor stil med Snubsen og Hippien. Det har været ret tydeligt, at Snubsen har savnet sin mor, for det har heddet ”muuuaaaaarh” dagen lang, og jeg har ikke fået lov til at gå to skridt uden ham. Det kan godt være lidt hårdt i længden, men det er nu også rart. Vi har haft krammetid med Dumbo på fjernsynet, og han har været verdens bedste lille hjælper – også selv om det betød, at de bluser, jeg netop havde lagt til side som følge af garderobeoprydning, pludselig blev puttet ind på hylden igen – sammen med to (ikke-matchende) sko. Der skal jo være orden i sagerne!;)

I går havde vi besøg af et vennepar og deres søn, som er 3 måneder yngre end Elvis, og for første gang legede drengene sådan rigtig sammen. Der var ikke noget brok og ”miiiin” – Elvis delte gladeligt sit legetøj. Det har han ellers haft en periode, hvor han var knap så god til... Det var rigtig fedt at se, og virkelig hyggeligt.

Men nu, nu er det mandag. Og jeg er tilbage i arbejdsmode. Det er hammer-hårdt. Jeg kan virkelig mærke, at kontrasten mellem hverdag og weekend er så stor, at det tager på mig. Hver søndag aften sidder jeg med en panik-følelse og en ”jeg vil ikke på arbejde” – selv om jeg jo godt kan lide mit arbejde! Men det er bare så stort et skift at gå fra at være full-on fuldtidsmor i to dage og så gå tilbage til at være totalt fraværende og pre-occupied i fem. Jeg er oprigtigt bekymret for, hvor længe jeg kan holde til – og hvor længe Snubsen kan holde til det. Savner sgu de gode gamle 8-16 dage!