And Paris wept...

Det her er et svært indlæg at skrive. På den ene side føler jeg mig helt tom for ord; på den anden side føler jeg mig nødsaget til at sige noget.

I går var en meget svær dag i Paris. I dag var ikke meget bedre. Jeg er rystet over verden. Jeg er bange for verden. Og mest af alt er jeg vred på verden. Det skulle ikke være sådan.

I går var også en mærkelig dag at være udlænding i Paris. Ikke at være i tvivl om, hvilket emne alle talte om, men alligevel ikke helt forstå detaljerne. Og ja - jeg havde det faktisk også skidt med at være dansker. Vi startede jo Muhammed-krisen. Og selv om jeg går ind for ytringsfrihed, så betød det lige dér, at vi havde været med til at starte det, der denne dag betød usigelig sorg i så mange familier. Så mange familier så tæt på.

I praksis var jeg langt væk fra angrebet, da min arbejdsplads ligger i den helt anden ende af byen. På samme måde er vores lejlighed langt væk derfra, og det prisede jeg mig lykkelig for - men jeg bad stadig vores au pair om at blive hjemme og indendøre med Elvis. Kombinationen af at være langt fra sin søn og vide, at der var sindssyge, utilregnelige og farlige mænd på fri fod et sted i Paris gader, var næsten ikke til at holde ud.

Jeg kan ikke beskrive stemningen i Paris i går. Jeg var jo spærret inde på kontoret hele dagen. Men selv på min arbejdsplads, hvor der som hovedregel tales meget lidt om andet end arbejde, kunne det mærkes. Der var snak på gangene, på kontorerne. Den ene af dobbeltdørene ud til gaden blev lukket til, og i dag var der sat ekstra sikkerhedsvagter på. I metroen kommer der flere sikkerhedsudkald over højtalerne. Men ellers? Eiffeltårnet glitrer, franskmændende haster gennem gaderne med en viftende cigaret, og Paris lever videre - and thank god for det!

I dag blev jeg og alle mine kolleger kaldt til et minuts stilhed i vores store forhal i hovedbygningen. På vejen derover øsede det ned, og det virkede egentlig ganske passende. Selv himlen græd. Lige dér til samlingen slog det mig rigtig hårdt. At se sådan et kæmpe millionfirma stå sammen mod sindssyge på den måde. At se alle skærme i forhallen vise et budskab - Je suis Charlie. Det var stærkt og meget virkningsfuldt.

For ja. Je suis Charlie. Nous sommes Charlie. Paris står stadig.