Om det at lære fransk

Tilbage til fransklektierne - denne gang dog med et glas vin til. Det var der ikke i syvende klasse.

Det var i femte klasse, at jeg første gang fik muligheden for at lære fransk. Vi skulle vælge mellem tysk og fransk, men fordi jeg tænkte, at tysk både var meget lettere og meget mere brugbart for mig, valgte jeg tysk. Stræber som jeg var, havde jeg det dog ikke så godt med at have valgt noget fra, så jeg var ret nysgerrig omkring mine veninders fransk undervisning og fik derigennem lært mig selv en masse "sava" og teksten til "Allouette, gentille allouette".

I syvende klasse kom valget så igen. Denne gang mellem tysk, fransk, spansk og italiensk. Og denne gang valgte jeg fransk! Jeg var godt forberedt til første time - min bror var begyndt på faget året før med samme lærer, og han havde allerede lært mig den vigtigste frase - "Je m'excuse d'être en retard". Fransklærerinden var nemlig ingen ringere end skolens boginspektør, og hun var sådan én, som kunne få én til at ryste i bukserne, hvis hun opdagede blyantstreger i bøgerne, og sådan én, som krævede undskyldningerne leveret på fransk lige meget, om det var éns første time. Hun kunne nu godt lide mig, men hun holdt mig også nede. Jeg glemmer aldrig min frustration, da hun engang havde spurgt ud i klassen, hvad en sygeplejerske hed, og da jeg så efter kort betænkningstid rakte hånden op, ignorerede hun mig alligevel. Fordi jeg "havde jo bare nået at se det i bogen". SÅ URETFÆRDIGT! Jeg var nemlig kommet i tanke om, at det hed infirmier, fordi det mindede mig om min fars kone, som var sygeplejerske og arbejdede på et infirmeri. Uhh, sådan en behandling gik mig vildt på dengang.

I ottende klasse lavede de om på mine fransktimer - det blev med en ny lærer og sammen med elever fra den internationale afdeling. Problemet var bare, at de elever tit kom ind på skolen drypvist gennem året, og hver gang, der kom en ny elev ind, startede vi nærmest forfra på fransk. Så det var et lang begynderår, og jeg møgkedede mig og lærte meget lidt.

Så blev det niende klasse, og det betød endnu et valg. Pludselig blev latin en mulighed; en mulighed, jeg tog imod. Men som sagt - jeg var møg-stræber, og jeg havde det ikke godt med at vælge noget fra. Så min fantastiske rektor oprettede et særligt ekstra franskhold, hvor vi var to elever, som fik undervisning 1-2 timer om ugen. (Et godt eksempel på alt det gode og ekstraordinære, denne mand gjorde for sine elever - så nej, jeg er ikke fan af heksejagten!) Det blev mest til turistfransk, og jeg gik aldrig til afgangseksamen i det, da min lærerinde vurderede mig til at kunne bestå med et 8-tal, og det var for lidt til mig. Haha, hvor var jeg dog egentlig ulidelig...

Og hvad så nu? Nu bor jeg i Paris, arbejder i et fransk firma og er omgivet af franskmænd dagen lang. So much for "tysk er mere brugbart for mig". Men det går - selv efter 15 år husker jeg faktisk overraskende meget, og det er kun blevet bedre efter tre måneder hernede. Det kommer stille og roligt tilbage, og mere kommer til. Nu er jeg så også begyndt at få privatundervisning 1-3 timer om ugen, og det hjælper selvfølgelig også. Jeg mestrer nu "futur proche" (fremtidsbøjning af en art) sådan nogenlunde. Jeg har kun fået bevilliget 20 timers undervisning som udgangspunkt, men jeg regner med at presse på for at få mere. Det er vist i alles interesse - i fredags sad mine kolleger og talte om noget, som jeg hørte som croissanter, men som faktisk var voksende kurver (croissant som verbum)...