mandag den 29. december 2014

En bloganbefaling: Mit liv som pendler

Kuk kuk - vi lever stadig! Og det har været en fantastisk jul, som dog desværre er blevet sluttet af med monster-forkølelse over hele fronten. Elvis er på vej opadgående efter at have været helt nede med falsk strubehoste; jeg ligger rimelig stabilt på et øv-niveau og Hippien er lige gået ned. Just fab... Så stilheden herinde fortsætter nok en stund endnu. Jeg håber, at I alle har haft en skøn jul!

Imens jeg ikke er i stand til at underholde, vil jeg dog lige smide en bloganbefaling. Kender I Mit liv som pendler? Som navnet antyder handler den om livet som pendler med DSB, og den er hamrende underholdende! Jeg kender forfatteren perifert, og han er præcis lige så mavesur, som han med stor selvtilfredshed udtrykker på bloggen (med en god portion selvironi, selvfølgelig) - og så skriver han altså genialt om sine betragtninger. Den kan virkelig anbefales!

Et uddrag:

Bjørnen med den stærke ost  får serveret sit rundstykke. Nu åbner Bjørnen med den stærke ost den lille plastbøtte. Jeg elsker virkelig ost. Stort set alle typer ost. Men der er noget i den lugt, som Bjørnen med den stærke ost’ stærke ost udsender, som bare er for voldsom på det tidspunkt af dagen. En sælsom blanding af gødning, børneprut og svovl.
Meget omhyggeligt smører Bjørnen med den stærke ost et tykt lag smør på rundstykket og lægger omhyggeligt det stærke stykke ost på. Efter at have observeret Bjørnen med den stærke ost’ rutine i noget tid, lægger jeg mærke til en ting. Bjørnen med den stærke ost piller rigtig meget ved det stærke stykke ost. Retter på det. Nuldrer det i hjørnerne. Og så dufter Bjørnen med den stærke ost til sine fingre. Og det står på helt indtil Sorø.


1 kommentar:

  1. Fed anbefaling. Jeg har lagt mig syg mens resten af familien er taget til fødselsdag, så jeg kunne passende svinge mig forbi pendleren og få mig et billigt grin :)

    SvarSlet