Jeg har virkelig svært ved at forholde mig til, at han bliver et år. Vi har jo lige fået ham!? Men på den anden side føles det også som om, han altid har været her. Og der er godt nok sket meget de sidste 12 måneder - på nogle måder giver det slet ikke mening, at der kun er gået et år.
Det er uden tvivl det vildeste år i mit liv. En baby med alt, hvad det indebærer krydret med en beslutning om at sælge lejligheden og flytte til Paris. Mindre kan da ikke gøre det... Ej, men kan I ikke høre det? Det virker helt vildt!
Min lille Snubs. Min store Snubs. En rigtig dreng på et år. En alder talt i år - ikke i måneder, ikke i uger.
Jeg elsker ham så højt. Han bidrager med så meget glæde, at jeg næsten ikke kan tro det. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er temmelig stresset for tiden. Der er pres på på arbejdet (og det bliver ikke mindre af tre dage med barn syg...), og der er pres på derhjemme med hele Paris-planlægningen. Oveni er der så lige fødselsdagsfejring x 3 og udsigten til operation i næste uge. Jeg har lidt svært ved at følge med, både bogstaveligt og mentalt. Men så kommer Snubsen. Så kigger han på mig og griner. Så ligger vi og putter og han falder i søvn på min mave. Og så er al stressen bare lige meget. Så er det øjeblikket, der tæller, og jeg får overskud igen.
Den bedste kur mod stress må være at tage en et-årig på legeplads, sætte ham i en gynge og bare lytte til hans hvinende jubel og betragte, hvordan hele hans krop danser af glæde. I hvert fald for mig.
Han var så sød og lille... Han er nu stadig sød, men knap så lille!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar