søndag den 26. januar 2014

Det er slut

Syv måneder og én uge. Og så ikke længere.

I dag har jeg måtte indse, at amningen er slut. Ovre. Forbi.

Én uge kunne jeg holde mælkeproduktionen oppe, selv om amningen nu kun var en gang om dagen. Kun én uge. Pludselig føltes mine bryster helt tomme, og Hr. Snubs blev bare frustreret af at blive lagt til. Han begyndte at bide mere, hvilket gjorde mig temmelig anspændt, så aftenens forsøg blev sidste forsøg. Der kom måske tre dråber ud.

Slut.

Jeg synes, det er lidt trist. Det har været så magisk. Hårdt, smertefuldt, fantastisk, magisk. Hele kampen med at få det op at køre. Smerten ved det. Besværet med suttebrikkerne. Følelsen af succes, da han endelig smed dem. Smerten, der fulgte med igen. Og så de sidste to måneder, hvor det bare var en leg. Hyggeligt og skønt.

Jeg er nu ret stolt over, at jeg trods alt kunne blive ved så længe. Han kom jo på delvis flaske, da han var tre måneder, så i fire måneder har vi kombineret bryst og flaske, og det har fungeret.

Slut.

Min barsel er slut, og min amning er slut. Alt sammen på én uge. Så er hverdagen for alvor begyndt igen!

Magi i Nørrebroparken i sommer. Hvor var han dog lille...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar