tirsdag den 19. november 2013

Tordenbaby har ordet

Hej med jer - det er mig, der er Tordenbaby. I dag fylder jeg 5 måneder, og så må det være passende, at jeg lige fortæller, hvordan det går med at bo hos de her to tosser, som kalder sig far og mor.

Jeg fejrede dagen med at sove til kl. otte i morges. Det var mor og far vist ret glade for. Jeg er ellers begyndt at vågne mellem halv seks og halv syv, bare for at se, hvilke krumspring de gør for at få mig til at sove igen. Det lykkes dem nu irriterende tit.

Da jeg var vågnet, lå jeg og råbte lidt og pruttede med tungen - er I klar over, hvor sjov en lyd det er? Nøj, det kan jeg gøre i timevis!

Jeg er blevet ret glad for mit legetøj - man kan jo putte det i munden. Dét er altså sjovt. Noget af det bedste legetøj er nok aben, den grønne frø og robotten, men min allerbedste ven er krabben med de lange ben, som hænger over puslebordet. Jeg har opdaget, at når man hiver i den, flytter fiskene, som hænger over den, sig, og det er altså virkelig skægt! Jeg ved ikke helt, hvordan det hænger sammen, men jeg ryster krabben helt amok, og så ser det sjovt ud. Mor synes nogen gange, at jeg ryster krabben lidt faretruende tæt på den ble, hun er ved at skifte, men det kan jeg altså ikke tage mig af.

Jeg elsker, når mor synger for mig. Helst "Sur sur sur, lille bi omkring". Hun prøver nogle gange med nogle andre sange, og det er da også meget fint - men jeg vil altså helst bare have "Sur sur sur". På repeat. Og så er jeg altså ligeglad med, at der kun er tre vers. Jeg mistænker hende for nogle gange at finde på sine egne vers, men så får hun lov til det. Bare jeg får "Sur sur sur".

Jeg er begyndt at spise rigtig mad. Det er lidt mærkeligt, men det meste smager faktisk meget godt.. Jeg synes nu stadig, at det er sjovere at spytte det ud af munden igen, mens man prutter med tungen. Så ryger det lige over i hovedet på mor! Ellers gylper jeg det gerne ud over hende lidt senere, så hun også kan blive helt smurt ind i det. Det må være på sin plads.

Jeg har fået ny barnevogn. Jeg ved ikke, hvad mor og far havde tænkt sig - selvfølgelig voksede jeg hurtigt ud af den anden. Jeg er jo lang! Længere end gennemsnittet, bum bum. Den nye er ret sej. Den er sort og stor, og forleden kørte jeg en due ned i den. Der skete vist ikke noget med den, men den efterlod en masse fjer. Men altså, så kan den lære det. Her kommer jeg!

Jeg er begyndt at gå til tumlastisk og babysvømning. Det er virkelig sjovt begge dele! Til tumlastik er der både guitar og klaver, og jeg ELSKER, når folk spiller for mig. Far gør det også nogle gange herhjemme, det er så dejligt. Til babysvømning er jeg ret god til at dykke. Jeg har ikke helt forstået, hvorfor far propper mig ned under vandet, men det er da meget sjovt. Det er i hvert fald dejligt at bade i det store bassin - meget sjovere end mit lille badekar, som jeg virkelig ikke gider bruge tid på. Der er jo slet ikke plads til at plaske ordentligt. Så det der med bad kan vi godt droppe for min skyld.

Nå, nu kalder legetøjet. Jeg har på fornemmelsen, at mor vil have mig til at ligge på maven, men lad os nu se. Det er mig, der bestemmer!

/Tordenbaby


4 kommentarer:

  1. Øj, for en bedårende og glad baby (:

    - Kit

    SvarSlet
  2. Din tordenbaby er simpelthen SÅ dejlig! <3

    SvarSlet