søndag den 24. november 2013

Stolen i buret (Dagens ups no. III)

Jeg tænker tit over, hvor ting forsvinder hen, når de bliver væk. Findes der mon et eller andet parallelunivers fyldt med tabte, forlagte og mistede ting? Og hvor tingene engang i mellem bliver kaldt hjem igen, når de overraskende nok bliver fundet? Jeg kan godt lide at forestille mig det sådan.

I så fald har jeg bidraget med rigtig mange beboere. En helt ny Mexx-jakke, da jeg var 8-10 år. Utallige handsker, som har forladt deres makkere. En helt ny poncho fra Samsøe og Samsøe, og meget, meget mere, som jeg slet ikke har lyst til at huske på.

Det seneste bidrag er nøglen til vores kælderrum. Jeps, vi skulle liiige lade det stå åbent for en fugtmåling, og så var dem, der lavede målingen, flinke nok til at låse det bagefter. Men hvor f***** er nøglen nu? Jeg aner det ikke. Vi har ledt og ledt, og den er der bare ikke.

Så hjælper det altså nok så meget, at man har en fin ny Tripp Trapp-stol stående klar, når den er låst inde i buret. Sammen med de næste par størrelser børnetøj. Og al julepynten. Dammit, altså.

Næste skridt bliver vist at skaffe en bidetang og så få angrebet den hængelås...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar