Det var kun
i et kort øjeblik, at jeg var hende den kedelige, alt for rationelle voksne.
Kun et splitsekund, før barnet i mig bankede på og sagde ”Hallooooo”….
Det var
lørdag eftermiddag. Elvis og jeg sad ved spisebordet og samlede et ”Byg-selv-skelet”
fra en bog om kroppen. Det var noget med at klippe knogler ud og sætte sammen
med kuvertklips. Vi manglede kun hænderne og fødderne, da vi kiggede ud af
vinduet og så, hvor meget det sneede.
Ӂrh mor,
det skal vi ud i! Jeg har nemlig kun prøvet én gang at få sne på tungen!”
Og så var
det, at voksne-mor sagde ”Nu laver vi lige skelettet færdigt, og så kan vi gå
derud”. God logik – og virkelig dårlig logik. For pludselig kunne jeg huske
helt ind i maven, hvordan det føltes som barn, når det endelig sneede. Hvordan
man bare ville derud NU! Og tænk nu, hvis det var stoppet med at sne, når vi
var færdige med skelettet? Så ville der ikke være noget sne at fange med
tungen.
Så jeg lagde
saksen fra mig og sagde ”Skal vi ikke bare lade alt det her ligge og gå derud
nu?”.
På med tøjet
(og dragevinger og maske og dragehandsker selvfølgelig…) og ud i sneen. Ud og
fange snefnug med tungen. Ud og lege sneboldkamp. Ud og få røde kinder.
Det varede
ikke længe, før sneen stoppede med at falde, og nu er der kun sparsomme spor
tilbage rundt om træer og under buske. Men hold nu kæft, hvor var det en dejlig
vinterstund!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar