Men det er sundt at savne. Er det ikke? Ej, det er jo vitterlig helt okay. Specielt fordi ungen har det herligt! Det vidner de skønne billeder, som min far sender mig, fuldt ud om. Han kigger på frimærker med morfar, graver i sandet på stranden og plasker glad i badet. Alt er godt. Og jeg elsker jo at vide, at han har kvalitetstid med sin morfar og bedste. Det gør mig glad at vide, at to af de vigtigste mænd i mit liv (den ældste og den yngste) får lov til at skabe minder sammen. Når jeg tænker tilbage på min barndom, står dagene med min farmor meget, meget højt på listen over gode minder - og nu får jeg lov til at give min far og min søn det samme, samtidig med at det hjælper Hippien og mig ud i denne her travle uge. Det er da optimalt.
Det er bare også lidt ensomt. Lige nu har jeg lukket arbejdscomputeren ned (og fundet den private computer frem - crazy liv...), og så er her ekstra stille. Hippien er stadig på arbejde. I går aftes kom han slet ikke hjem, men ringede hjem ved en halv et-tiden for at spørge mig, om det ikke var ok, at han bare crashede i studiet, så han kunne nå hurtigt ind i biksen næste morgen. Jo jo, zzzzz.... Jeg sov. Men det var sært at falde i søvn i går alene i lejligheden, og det var endnu mere sært at vågne her til morgen alene i lejligheden. Og jeg er stadig alene. Jeg vil have mine mænd hjem!! (Denne gang den mellemste og den yngste - sorry dad...)
Det bliver nok ekstra sært af, at vi bor i denne her lejlighed. Den lejlighed, som jeg jo boede alene i, før jeg mødte Hippien. Så sidder jeg pludselig her alene igen. Var det hele bare en drøm? Haha, guess not - jeg gik i hvert fald lige før ind i et piratskib, og sådan et boede her altså ikke for seks år siden!
Nå, men det handler om at vende det til noget positivt, ikke? Sååeeeh, hej Marabou og rødvin...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar