mandag den 17. april 2017

En påske på fransk...

I går aftes landede Hippien og jeg i Kastrup igen efter 4 dages fantastisk ferie i Sydfrankrig. Klar til at komme hjem til en lille fyr, som overhovedet ikke har savnet os, men som dog samme aften ved puttetid havde givet udtryk for at "Nu vil jeg faktisk gerne have at min mor og far kommer hjem". Selvfølgelig, my love...

Det kunne ikke være bedre. Han har storhygget sig med farmor, og Hippien og jeg har haft fire meget tiltrængte dage i hinandens selskab. Solskin, 25 grader, uanede mængder god mad og vin, spritz på skæve tidspunkter af døgnet og uendelig tid til bare at være. Det har været den vildeste genopladning af batterierne. Jeg har (næsten...) slet ikke tjekket mine mails.

Vi startede med to nætter på et gammelt kloster i Avignon, som hurra, hurra viste sig at ligge nærmest midt inde i byen. Vores ellers meget fine fabriksnye røde Fiat 500 (total girly dream come true!) blev derfor parkeret ved hotellet og ikke flyttet igen, så vi kunne være kulturelle med alle de restaurantpauser, vi kunne drømme om. At vi så begge aftener trillede i seng senest omkring midnat, ignorerer vi lige lidt... Det var et virkelig fint hotel med et meget sødt personale - og så ser vi lige bort fra, at fjernsynet faldt ud af væggen den første morgen. Jeg greb det heldigvis, og de fik da repareret væggen og efterladt os en undskyldningsgave...

Lørdag formiddag kørte vi sydpå igen med et stop ved noget, der hed Carrières de Lumières. Det er et gammelt stenbrud, der ligger midt i bjergene og som vi nåede gennem de vildeste hårnålesving, som er blevet lavet om til en form for multimedie kunstudstilling. Ved hjælp af projektører vises kunstværker fra den kunstner, der nu er udstilling med på det tidspunkt, på stenvæggene i et avanceret lysbilledeshow, mens der kører et soundtrack af klassisk og moderne musik til. Det er svært at forklare, men det var SÅ vildt. Total overload på sanserne. Er man i området, kan det virkelig, virkelig anbefales.

Efter bjergturen og et stop i en random by, hvor vi fandt en über-lokal og helt fænomenal frokostrestaurant, vendte vi snuden mod Cannes, hvor vi havde fundet et fire stjernet hotel næsten helt nede ved vandet til en meget rimelig pris. Vi spiste middag i den gamle bydel og fandt bagefter en irsk pub, hvor vi hørte virkelig ringe livemusik og drak henholdsvis Guiness og Cosmopolitans. Fandme en mærkelig og meget ufransk combo, men det var herligt.

Søndag skulle vi så hjem, men først klokken 18.30, så der var fin tid til at nyde lidt mere af byen og ikke mindst stranden. Mens det øsede ned i København, gik jeg rundt med tæerne i Middelhavet... På det punkt var det altså lidt surt at skulle hjem igen - men da i dag har stået på uendelige mængder kram og putten med min Super Snubs, er det alligevel bedre at være hjemme igen. Vi har bare brugt dagen på at lege, kramme og være sammen. Det var vist tiltrængt for alle. I morgen tager Ellerten nemlig af sted igen - denne gang over til morfar og Bedste, fordi både Hippien og jeg har en stram arbejdsuge foran os. Det bliver så hjernedødt hårdt - men jo nok mest for os. Jeg er sikker på, at han får en fest.

PS. Hippien er dejlig. Det krævede han, at jeg skrev. I det mindste er det ikke løgn.


Avignon - virkelig smuk by!

Avignon

I kø til Palais des Papes i Avignon - jo jo, vi var kulturelle!

Carrières de Lumières - så svært at fange på billeder, men måske I så lidt videoklip på Snapchat?

Carrières de Lumières - overvældende!

Cannes


Cannes 


Et sted langs Côte d'Azur









Ingen kommentarer:

Send en kommentar