Et nyt naboproblem

I må hjælpe mig - hvor går grænserne for venlighed? Og ikke mindst god opførelse?

Det drejer sig om vores underboer. Vores marokkanske underboer med den gamle gris af en mand. Siden hans forsøg på at gentage successen har jeg med held undgået ham - forstået på den måde, at når jeg ser ham ved sin café, går jeg over på den anden side af gaden eller drejer diskret rundt om et hjørne. Jeg vil ikke tale med ham.

Men nu er hans familie jo så kommet hjem fra Marokko. Hans smilende, relativt unge kone og deres to søde børn. En pige på ca. 12 og en dreng på fem. Drengen på fem går på samme skole som Elvis, bare to klasser over, så jeg har mødt dem mange morgener og pænt sagt "Bonjour".

Tirsdag morgen ringede det så på døren, mens Elvis og jeg sad og spiste morgenmad. Det var datteren fra nedenunder, som forklarede, at hendes mor var syg, og om jeg måske kunne følge hendes bror med i skole sammen med Elvis? Selvfølgelig. Ingen tvivl om det.

Fast forward til næste morgen - jeg kommer ned af trappen sammen med Elvis. Jeg når endda ud i gården og hente min cykel, da jeg kan høre deres dør gå op, og drengen kommer ud og spørger, om han må gå med igen? Moderen kommer ud og forklarer, at hun har arbejdet til kl. tre og er helt smadret, og om jeg er sikker på, at det ikke er et problem? Selvfølgelig ikke. Jeg hjælper da, det er jo samme skole.

Og så var der i morges. Vi kom ned, jeg hentede min cykel og underboens dreng var klar. Denne gang spurgte de ikke engang, men han vinkede bare til sin mor og gik med. Hmmm...

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det her. Jeg vil jo gerne være høflig - og det er jo som sagt samme skole, så det betyder jo ikke det store. Men så igen - det er mine 10 minutter om morgenen, hvor jeg dels kan gå og snakke lidt med Elvis, dels har tid til at fjolle og dels kan tage lidt kampe med ham, som når han mener, at han ikke kan gå og skal bæres. Det kan jeg ikke, når jeg har en fransktalende dreng med også, som jeg forsøger at kommunikere med. Der går ærligt talt noget af Elvis og ikke mindst af mig.

Men samtidig har jeg ondt af den lille dreng (hvis navn jeg simpelthen ikke kan gennemskue lige meget hvor ofte han fortæller mig det). Han åbner sig mere og mere for mig, og i morges fortalte han, at hans mor og far begge arbejdede på caféen hver aften, og så var han hjemme med sin søster. Caféen lukker kl. 2. HVER aften. Det er fandme synd! Når han i forvejen har så lidt voksenkontakt, hvordan kan jeg så afvise ham?

Men så er der også det, at jeg bliver lidt sur. For jeg skylder fanden fisme ikke den familie noget, når faderen er sådan! Og det er da vildt dårlig stil bare at antage, at det er en fast aftale efter to gange? Hvad blev der af normal høflighed? I øvrigt snakker vi en gåtur på fem minutter hver vej med det tempo, underboens dreng går i, så er det virkelig så svært for moderen (eller faderen, men ham regner jeg ikke for noget...) at holde sig vågen lige i de ekstra 10 minutter? For sin drengs skyld?

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan ikke afvise den lille dreng lige op i hans hoved om morgenen, men samtidig har jeg ikke lyst til, at det skal fortsætte. Vi har ingen muligheder for at snige os ned uden at de opdager det. Jeg hælder til at tage fat i moderen på et andet tidspunkt, og så måske tilbyde at hjælpe fast to-tre dage om ugen - derigennem gøre det klart, at de andre dage ikke dur, men selv ved det føler jeg mig egentlig lidt udnyttet.

Bah, den er altså svær!