Extravaganza

Det her indlæg blev egentlig skrevet i forgårs, men pga. diverse internet blocking fra Kina har jeg ikke kunnet udgive det før nu...

Jeg skriver det her indlæg fra mit hotelværelse i Shanghai på 19. etage. Min chef er helt oppe på 35. etage. Vi fløj fra Paris i går aftes ved midnatstid og landede her i eftermiddags lokaltid. Nu er jeg træt og skal sove liiiige om lidt...

Men så var der jo lige det der, der skete i går. Den der sindssyge ting, jeg gjorde. Den må jeg lige skrive om...

Historien starter tilbage da jeg solgte min lejlighed. Det kom der et ok overskud ud af, så jeg besluttede mig for, at NU skulle det være. Nu skulle jeg have den der drømmetaske. Det var dog først i december sidste år, at jeg endelig kom ind i Chanel-butikken på Avenue de Montagne, og der indså jeg to ting:

1. Selv den lille Chanel Boy er og bliver for dyr. Det giver bare ikke mening.

2. Faktisk er det slet ikke den, jeg bedst kan lide. En Wallet on Chain i Boy-design, sort med sølv hardware er derimod lige i skabet!

Kanon erkendelse, men bare pænt ærgerligt at lige præcis den WOC er så godt som umulig at opdrive. De gjorde det faktisk pænt klart for mig i butikken, at den fandt jeg ikke i Paris...

Og så gik der næsten seks måneder, og pludselig stod jeg i CDG med alt for god tid. Så jeg gik i Chanel bare for at kigge - og så havde de den! De havde lige fået to hjem i præcis det design. Jeg vidste bare, at jeg ville fortryde ikke at gøre det. Så 1-2-3, og så gik jeg ud af butikken med en Chanel-pose i hånden. Det er for VILDT!!

Okay, så det blev ikke lige den "monumentale oplevelse", jeg havde drømt om i en af de store butikker i selskab med en veninde. I stedet var jeg helt alene i lufthavnen klokken ti om aftenen, og ekspedienten var så tilpas træt, at hun først fik sagt "Can I please have your wallet", da hun skulle have mit boardingpas (min pung tømte hun så indirekte bagefter...), og derefter glemte at give mig kvitteringen, som jeg selv måtte spørge efter. Men hun var virkelig sød, og jeg fejrede mit køb med et glas champagne i Air France-loungen. Så alt var rimelig godt alligevel.

Det er så ekstravagant og absurd, det køb - men jeg er simpelthen så glad. En ægte materialistisk dream come true...

Nu er der kun ét "problem", nemlig at jeg skylder Hippien en guitar. Det var aftalen - taske til mig, guitar til ham. Daaamn...