søndag den 15. maj 2016

En helt almindelig, fantastisk dag

Ahh, hvilken lørdag! Det har været en af de der dage, hvor der ikke er sket så meget, men hvor dagen alligevel spillede 100%.

Det startede nu også uforholdsmæssigt godt. Snubsen sover inde i min seng, mens Hippien er i Danmark, og han lagde ud med at sove til kl. 9 i morges! Og så for at gøre det endnu bedre, så insisterede han på, at vi altså ikke skulle op, men bare ligge og snakke og putte. Så det gjorde vi indtil kl. 10!

Resten af dagen stod på en tur i parken efterfulgt af en masse praktisk herhjemme. Mens Snubsen sov lur, fik jeg endelig gjort grundigt rent i vores soveværelse - jeg tror faktisk ikke, at der er blevet støvsuget bag sengen siden vi flyttede ind, så det var pænt tiltrængt, og derudover fik jeg også tonset fire tøjvaske og en rengøring af toiletrummet af sådan løbende. Genialt! Alt sammen krydret med parallelleg med Snubsen, som har været i ren Ramasjang-mode igen. Jeg har været virkelig meget Preben Pølsesnak i dag, og han har gået rundt med en stok og været Richard Thomsen. Jojo da... Det' go'e pølser!

Man kan virkelig mærke på Elvis, at selv om han savner sin far (meget!), så sætter han også pris på vores tid sammen bare os to. Han putter sig meget mere op til mig på hyggemåden og ikke på klynkemåden, og han leger også mere afslappet selv - selvfølgelig med en del involvering af mig på den ene eller anden måde. Som i dag, da jeg var ude i køkkenet og hørte ham råbe "Jeg kan ikke nååååå! Jeg kan ikke nååå!". Efter et par gange måtte jeg jo råbe tilbage "Hvad kan du ikke nå?". "Loftet".

Efter en god gang aftensmad, hvor ungen igen kværnede et kvart brocollibundt, sluttede vi aftenen af med at se Melodi Gran Prix i sofaen. Han fik lov til at blive oppe indtil den franske sang havde været på, og han brillerede med kommentarer som "Han ligner en piiiiige!" om den (meget unge) svenske deltager. Da putningen så var done, var jeg lige i tid til at se recap'et af sangene fra badekaret med en kold øl. Aaaah!

Nu er showet slut, og jeg vil kravle ind ved siden af min Snubs. Planen er, at vi i morgen skal forsøges os med at gå i svømmehallen for første gang her i Frankrig. Badehætter, kom an!

Godnat. :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar