Når Danmark bliver et fremmed sted

På lørdag tager vi igen til Danmark, og jeg glæder mig helt vildt! Sidste uge holdt vi til på Fyn, fordi Hippien jo spillede koncert i Odense, men denne gang skal vi både til Fyn og fejre Elvis' 2 års fødselsdag (temmelig meget på forskud, men det skal jo gøres mens drengen stadig koster næsten-gratis på flyet!) og så til Sjælland, hvor jeg skal se venner og familie og hvor vi ikke mindst skal til bryllup. Det bliver så godt! Men for at være helt ærlig, så er det også svært for mig at være i Danmark. København føles overhovedet ikke som "hjemme" mere, og det er faktisk lidt trist. Jeg elsker København. København har været mit hjem i 10 år og Nordsjælland i 20 år før det. Men nu - nu føles det sært fremmed.

Der er mange grunde til det - den største er uden tvivl, at jeg har været meget lidt i Danmark, siden vi flyttede. Før de her to ture i maj, har jeg kun været hjemme (se, nu kalder jeg det alligevel hjemme... Forvirrende, altså!) i november og til jul. Så det er klart, at stedet ikke kan føles, som det plejer. Men derudover er det afgørende, at vi ikke har vores egen base i Danmark. Vi bor hos venner og familie, og selv om det er hyggeligt, så er det også stressende. Det er vildt svært at planlægge de her ture, så man får set flest muligt, men samtidig ikke stresser fuldstændigt.

Jeg har tænkt tanken, at et sommerhus i Danmark måske ikke var nogen dum ide. Men altså - sommerhuse ligger jo som oftest i udkanten af byerne, og så bliver vi også afhængige af en bil. Det fungerer jo ikke. Jeg har også overvejet, om vi skulle leje et værelse fast i København, som Hippien så også kunne bruge, når han er i Danmark den ene uge om måneden i stedet for at sove på en luftmadras i studiet, men det bliver bare hurtigt en stor ekstra udgift. Så ja, vi fortsætter jo nok, som vi plejer. Og så alligevel ikke, for til sommer flytter min far til Jylland, og så mister vi jo vores Morfar-base i Nordsjælland! Hvad gør vi så?

Puh, jeg synes, den er lidt svær at kringle, og jeg har ikke helt gennemskuet det endnu. Jeg tænker, at det nok er et helt klassisk udenlandsdansker-problem?

Sidste gang vi var på dansk legeplads. Det skal der jo også være tid til!