tirsdag den 29. juni 2021

Oh, what a night…

Det har været nogle tough dage. Afslutning på fire måneders tigerspring, måske. Ingen søvn og masser af brok. Jeg har været busted. Men i dag har hun været helt vidunderlig. Hun sov godt i nat og har faktisk taget lure i dag - plus skruet ned for brokken. Fantastisk.

Og så var der i aften. En skør, skør aften. Det startede med, at hun vågnede, mens jeg puttede Elvis, og jeg kunne høre brok og brok og brok. Til sidst kom Hippien da også ind med hende og mente, at hun måtte være sulten, for alt var galt. Men hun havde spist en halv time før, så det var altså ikke det.

Hun fik lov at ligge lidt i Elvis seng og putte med, indtil det også førte til brok. Og først der går det så op for mig, at hun er våd på den ufede måde. Tak, Hippie - du har givet mig en baby med en gennemskidt ble. Suuuuper…

Nå, men efter ren ble og rent tøj - og jeg havde lagt tøj og lagen i blød og vasket slyngevuggen - blev hun puttet, glad og tilfreds. Hun sov.

Jeg faldt om i sofaen foran Hippiens fodboldkamp. Slappede i tyve minutter. Og så syntes jeg, at jeg hørte en mærkelig lyd, som et krageskrig. Jeg gik ind for lige at tjekke til hende - og der lå hun, lysvågen og med verdens største grin. Grin og flere krageskrig og meget lidt søvnig. Bare klar på at grine til mor.

Så nu sidder vi stuen og er klar til forlænget spilletid mellem Sverige og Ukraine. At dømme efter hendes jubelskrig, er det virkelig fedt! Så pyt med, at mor er træt…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar