Om at mærke sig selv

Det her indlæg fandt jeg i går gemt i en kladde fra for nogle måneder siden. Jeg ved ikke, hvorfor det aldrig blev udgivet, men mit bedste gæt er travlhed... Anyways, det er så fint, at det kommer af sted nu, selv om vi thank god ikke bruger flyverdragt mere!

------

Det der med ikke altid at kunne forstå de følelser, der rør sig i os, er vel noget, alle kan nikke genkendende til. Også det der med ikke altid at kunne rumme det hele. Nogle gange føler man bare for meget af det forkerte, og det hele driller og der skal ikke så meget til at vælte læsset.

Sådan har tre-årige det også, skal jeg hilse at sige!

Men jeg er simpelthen så stolt af, hvor god Elvis er til at håndtere det. Her i morges gjorde han igen-igen ikke, hvad jeg bad ham om. Der blev bare ikke taget tøj på. Og efter en længere kamp med at få ham i flyverdragt i går, først i børnehaven og senere efter hans musiktime, så havde jeg altså ikke overskud til endnu en kamp. Så jeg skruede lidt op for stemmen og sagde, at NU var det altså nok.

Og så blev Elvis gal. Så gal, at han hævede stemmen endnu mere og råbte, at hvis jeg talte sådan, så blev han altså gal og trampede rigtig hårdt i gulvet! Bum bum. Nu er det ikke lige den måde, vi accepterer at man taler til hinanden herhjemme, og vi har også været igennem snakken om, at trusler ikke er okay rigtig mange gange snart, så jeg tav bare og kiggede fast på ham. Og så forvred ansigtet sig lidt. Man kunne se, at tårerne var næsten på vej. ”Mor, det er bare fordi, at nogle gange bliver maskinen i min mave rigtig vred, og så kommer jeg til at sige sådan noget rigtig højt. Så kan jeg slet ikke slukke maskinen.”

Lille, store, skønne dreng. Jeg forstår 100%, hvad han mener, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg selv havde kunnet italesætte det så godt. Det er virkelig flot gjort.

Det må være hårdt at være tre år. Der sker så mange ting, og man kan så mange ting selv, men samtidig er man kun lille og vil gerne have, at andre gør tingene for én. Man vil gerne gå selv, men man vil også bæres. Man vil gerne selv bestemme over sit tøj, men man vil også gerne have hjælp til at tage det på. Det må da være forvirrende. Og det skal jeg vist lige huske en ekstra gang, når grænsen for min tålmodighed nås. For hvis jeg synes, det er lidt hårdt - hvor hårdt er det så ikke for Snubsen?

------

Min dejlige unge. Som bliver fire år om 10 dage. Det er for vildt!