fredag den 19. marts 2021

Fejring under lockdown

I går var det min fødselsdag - min anden under Corona-krisen og dermed nummer to, som blev fejret under et lockdown. Sidste år var det en lidt flad følelse. Jeg ville gerne have haft gæster, men samtidig var Danmark kun lige lukket ned, og vi tog det selvfølgelig meget seriøst. Så jeg husker faktisk ikke, hvad vi overhovedet lavede.

I år var det en anden sag. Jeg havde ikke haft ønsket gæster, selv hvis vi havde kunnet. Vi er stadig i boblen. Og jeg havde en fantastisk dag med min lille familie. Fra kaffe og gaver på sengen inden Elvis skulle i skole, til langsom morgenmad med Hippien, mens Indie sov og videre til tidlig afhentning af Elvis og en lille gåtur i solskinnet. Senere skålede Hippien og jeg med et glas champagne, og til aften hentede vi 4-retters menu fra Spisestuen. Rigtig restaurantmad og støtning af en lokal forretning - jeg elsker det.

En ting er, at maden var helt fantastisk. Men det bedste var næsten at sidde og betragte os lidt udefra. Vi sad i stuen med en god plade på, Indie sov i slyngevuggen og Hippien sad og fortalte røverhistorier fra sine musikerdage til Elvis, som var helt fanget og flad af grin. Jeg sad bare og kiggede på dem og følte mig som den heldigste kvinde i verden. Efter han havde spist, blev Elvis så inspireret, at han gik ind på sit værelse og spillede på sin rockguitar, mens Hippien og jeg nød de sidste to retter i ro og mag. Hvad mere kan man ønske sig?

Lige nu sover Indie også, og om lidt har jeg et hurtigt kald med min chef. Det bliver også helt hyggeligt. Senere i dag kommer min far og møder endelig Indie for første gang, og på søndag kommer min bror og svigerinde. Alle er læger og dermed færdig-vaccinerede, så det føles sikkert og det bliver bare rigtig dejligt at se dem. Og så kommer foråret forhåbentlig snart, så vi kan åbne lidt mere. Jeg har lyst til at dele min lille trold med flere.

Snevejret er stoppet igen, solen skinner og det er weekend. Livet er godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar