Det er tirsdag. Jeg har ikke været uden for en dør siden i torsdags. For nu er Indie kommet. Mandag d. 15. februar kl. 13.50 gjorde hun sin entre - 4000 g tung og 53 cm lang. En stor basse sammenlignet med sin bror, der kun var 3840 g. Men også en helt perfekt basse.
Det startede egentlig om søndagen. Efter jordemoderens melding fredag om, at jeg skam fortsat var helt lukket og uden tegn på fødsel, havde jeg egentlig indstillet mig på, at der ville gå noget tid, før der skete noget. Så søndag kastede jeg mig over en større oprydning af Elvis' værelse. Sortering af legetøj, ordning af bøger osv. Det var temmelig hårdt med alle de ture op og ned fra gulvet, så da Hippien og jeg ville gå en tur senere på dagen, måtte jeg opgive grundet for mange plukveer. Min krop var trær. Resten af eftermiddagen og aftenen tilbragte jeg derfor på sofaen. Og så blev det nat...
Jeg vågnede som altid et sted mellem kl. 02 og 03 - denne gang kl. 02.18 - og skulle tisse. Da jeg kom ind i seng igen, begyndte jeg at føle lidt murren, der måske kunne være veer? Men det havde jeg jo også troet et par uger før, så blev i første omgang liggende. Efter tre stykker valgte jeg dog alligevel at stå op og gå ind i stuen, så jeg kunne begynde at holde lidt øje med dem. Og det var veer. Helt klart. Kl. 4 vækkede jeg Hippien for at have lidt selvskab, så vi endte sammen på sofaen og lå og så X-Files, mens jeg timede mine veer.
Ved seks-tiden var de af en god længde (ca. 1 minut), men dog med 7 minutter imellem. Jeg ringede til fødegangen, som bad os vente lidt mere. Og så tog de efterfølgende af. Først ærgrede det mig, men det endte med at være helt rart. Pludselig var der 10-11 minutter imellem dem, så jeg præsterede faktisk at falde i søvn mellem hver ve.
Klokken otte var der en ve, som føltes mærkeligt. Den gjorde ondt helt op under brystet. Og så sagde det "klik" og vandet gik... Jeg ringede igen til fødegangen, der som forventet sagde, at vi skulle se det lidt mere an. Men så kom der ellers fart på veerne.
Klokken ni kom de med 4-5 minutters mellemrum og varede et minut hver, så jeg var klar til at køre til hospitalet. Turen var rædselsfuld, men jeg var nu mest glad for, at vi sad i vores egen bil og ikke i en taxa med mundbind på! Vi kom frem til fødegangen og jeg blev undersøgt - og så var jeg kun 1,5 cm åben. Totalt nedtur. Det var slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne være så lidt. Jordemoderen nævnte, at jeg jo sådan set kunne køre hjem igen, men jeg var ikke meget for det, og da jeg også har et kejsersnit bag mig og det gik ret hurtigt med udvidelsen sidst (fra 4 til 7 cm på under en time), fik vi lov at få et venterum og se det an.
I venterummet kæmpede jeg med at finde en rar måde at ligge på. Mine veer gik helt amok. Selv når der ikke var aktive veer, gjorde det så vanvittigt ondt, at jeg ikke kunne være i mig selv. Så alle mine tanker om en fødsel uden smertestillende røg ud af vinduet. Efter en 45 minutter kunne jeg ikke mere og kaldte på jordemoderen, for jeg ville tjekkes og have smertestillende nu. Meeeen så viste det sig, at jeg lige var rykket til 8 cm på 45 minutter! Shit, et tempo. Og så hed det altså fødestue NU og i øvrigt ingen mulighed for at nå at få epidural. Jordemoderen talte lidt om de andre muligheder for smertestillende, men jeg var så fanget i vestorm uden pause, at jeg slet ikke kunne tage stilling til det, og så blev det bare til ingenting. Sådan kan man selvfølgelig også leve op til sine egne idealer - ganske unintentional...
På fødestuen fortsatte mine uafbrudte veer, så selv om det egentlig gik fint med vejrtrækning og veerne i sig selv, så var jeg ved at gå til fordi jeg aldrig fik en pause. Til sidste påvirkede det også baby, der viste stresstegn over de manglende pauser, så jordemoderen valgte i samråd med chefjordemoderen at give mig vehæmmende, så vi lige kunne få et pusterum. Det var rart for mig, og det hjalp for baby. Og endelig - kl. 13.50 og efter et klip og en håndfuld presseveer - kom den fineste, blødeste lille pige op på mit bryst. Det var for vildt.
Og nu er hun her. Lige her. Og hun er så sød og mild og nem, og vi laver ikke andet end at ligge hud mod hud, sove og amme. Okay, jeg laver også lidt andre ting engang i mellem, men det er essencen af det hele. Elvis er verdens stolteste storebror og alt er lykke.
