Den evigt ubelejlige sygdom

Åhh, hvor kommer den dog bare med dårlig timing. Den der sygdom. Og ja, jeg ved godt, at timingen reelt aldrig er god for sygdom, men stadig væk!

Elvis har været snotforkølet stort set siden skolestart. Det kommer egentlig ikke som den store overraskelse, og på mange måder er jeg ret sikker på, at vi har været rimelig forskånet! Han havde lige spontant feber i mandags, men det var væk næste morgen - og ellers har det bare handlet om en stoppet næse kun afbrudt af en løbende næse. Super.

Jeg kan sagtens leve med det niveau af Elvis-sygdom. Men jeg gider altså ikke selv mere!

Forrige uge var jeg på weekend i Baden Baden med min mor. Vores årlige tradition. Det var endda vores tiende år, så hotellet havde disket op med en virkelig lækker champagne. Fantastisk - altså det, jeg kunne smage af den! Jeg var snotforkølet. Havde endda nok taget en sygedag den fredag, hvis ikke det i forvejen havde været en fridag. Men det gik - kombinationen af godt med søvn, en løbetur til at sætte gang i systemet og så en masse selvpleje i form af massage og spa gjorde, at jeg faktisk var helt frisk igen søndag.

Så gik der to uger, og nu er vi her. Og jeg har det sååååå skidt! Jeg har ondt i halsen, og jeg fryser helt vildt, lige indtil jeg tager en panodil. Så sveder jeg. Ikke et godt tegn. Særligt fordi Hippien og jeg i aften skal ud og spise på en sushirestaurant, som jeg har fået anbefalet af min japanske kollega (dety kan kun være godt!) og fordi vi faktisk leger kraftigt med tanken om at tage i Disneyland i weekenden for at opleve deres Halloween-tema. Nå ja - og så rejser jeg i øvrigt til New York på mandag.

Just freaking great...

Af forskellige årsager (som jeg ikke lige kan dele endnu - see what I did there? En ægte blogger teaser - pisse irriterende!) er jeg nødt til at tage på arbejde i morgen. Så sygdom er bare NO GO. Jeg nægter. Men jeg synes bare ikke, min krop lytter.

Nå. Jeg prøver. Sushien lokker og jeg har lige taget en panodil mere. Og så taler vi ikke mere om det, vel?

Fra Baden Baden - men jeg har faktisk samme buksedragt på i dag. Min yndlings fra Gestuz!

Et nyt naboproblem

I må hjælpe mig - hvor går grænserne for venlighed? Og ikke mindst god opførelse?

Det drejer sig om vores underboer. Vores marokkanske underboer med den gamle gris af en mand. Siden hans forsøg på at gentage successen har jeg med held undgået ham - forstået på den måde, at når jeg ser ham ved sin café, går jeg over på den anden side af gaden eller drejer diskret rundt om et hjørne. Jeg vil ikke tale med ham.

Men nu er hans familie jo så kommet hjem fra Marokko. Hans smilende, relativt unge kone og deres to søde børn. En pige på ca. 12 og en dreng på fem. Drengen på fem går på samme skole som Elvis, bare to klasser over, så jeg har mødt dem mange morgener og pænt sagt "Bonjour".

Tirsdag morgen ringede det så på døren, mens Elvis og jeg sad og spiste morgenmad. Det var datteren fra nedenunder, som forklarede, at hendes mor var syg, og om jeg måske kunne følge hendes bror med i skole sammen med Elvis? Selvfølgelig. Ingen tvivl om det.

Fast forward til næste morgen - jeg kommer ned af trappen sammen med Elvis. Jeg når endda ud i gården og hente min cykel, da jeg kan høre deres dør gå op, og drengen kommer ud og spørger, om han må gå med igen? Moderen kommer ud og forklarer, at hun har arbejdet til kl. tre og er helt smadret, og om jeg er sikker på, at det ikke er et problem? Selvfølgelig ikke. Jeg hjælper da, det er jo samme skole.

Og så var der i morges. Vi kom ned, jeg hentede min cykel og underboens dreng var klar. Denne gang spurgte de ikke engang, men han vinkede bare til sin mor og gik med. Hmmm...

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det her. Jeg vil jo gerne være høflig - og det er jo som sagt samme skole, så det betyder jo ikke det store. Men så igen - det er mine 10 minutter om morgenen, hvor jeg dels kan gå og snakke lidt med Elvis, dels har tid til at fjolle og dels kan tage lidt kampe med ham, som når han mener, at han ikke kan gå og skal bæres. Det kan jeg ikke, når jeg har en fransktalende dreng med også, som jeg forsøger at kommunikere med. Der går ærligt talt noget af Elvis og ikke mindst af mig.

Men samtidig har jeg ondt af den lille dreng (hvis navn jeg simpelthen ikke kan gennemskue lige meget hvor ofte han fortæller mig det). Han åbner sig mere og mere for mig, og i morges fortalte han, at hans mor og far begge arbejdede på caféen hver aften, og så var han hjemme med sin søster. Caféen lukker kl. 2. HVER aften. Det er fandme synd! Når han i forvejen har så lidt voksenkontakt, hvordan kan jeg så afvise ham?

Men så er der også det, at jeg bliver lidt sur. For jeg skylder fanden fisme ikke den familie noget, når faderen er sådan! Og det er da vildt dårlig stil bare at antage, at det er en fast aftale efter to gange? Hvad blev der af normal høflighed? I øvrigt snakker vi en gåtur på fem minutter hver vej med det tempo, underboens dreng går i, så er det virkelig så svært for moderen (eller faderen, men ham regner jeg ikke for noget...) at holde sig vågen lige i de ekstra 10 minutter? For sin drengs skyld?

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan ikke afvise den lille dreng lige op i hans hoved om morgenen, men samtidig har jeg ikke lyst til, at det skal fortsætte. Vi har ingen muligheder for at snige os ned uden at de opdager det. Jeg hælder til at tage fat i moderen på et andet tidspunkt, og så måske tilbyde at hjælpe fast to-tre dage om ugen - derigennem gøre det klart, at de andre dage ikke dur, men selv ved det føler jeg mig egentlig lidt udnyttet.

Bah, den er altså svær!

Sommer i Paris - en opsamling

Selv om vejret heldigvis ikke helt har opdaget det endnu (det bliver 33 grader på onsdag...), så er sommeren slut. Vi er allerede halvvejs inde i September. Så jeg tænkte, at det var passende at rapportere på, hvordan det gik med vores sommer-i-Paris og mine mange planer. Nogle af tingene er jo nok blevet nævnt herinde før, men det er nu meget rart at få samlet op på det hele.

* Bastilledag - tjek! 

Det var vi til. Det var en fin oplevelse, selv om den jo desværre blev overskygget af hændelsen i Nice. Som jeg skrev, var Elvis lidt utilpas over paraden, mens den stod på, men til gengæld har han ikke talt om andet en militærfly siden. Faktisk tæller normale fly ikke mere - han vil kun flyve til Danmark i militærfly. Så det leger vi..

*Gratis danseundervisning ved Seinen - tjek! 

Hippien og jeg brugte en aften ved Seinens bred, kun afbrudt af en hyggelig middag ude på Île Saint-Louis. Champagne, solnedgang, dans og god stemning. En perfekt sommeraften.

* La Nuit Aux Invalides - tjek! 

Okay, det var måske lidt overvurderet, men det var nu ret flot. Og hyggeligt. Og lettere blodigt og voldsomt, så godt at vi ikke havde Snubsen med... Frankrigs historie incl. den franske revolution blev illustreret med lys og lyd, mens folk sad på jorden på gårdspladsen. Det var nu cool nok.

* Centre Aquatic de Neiully-sur-Seine - tjek! 

En rigtig fin svømmehal, og Elvis var ikke til at få med hjem igen. Udeområdet var dog ret lille, så det skal ikke være det, man tager derud for. Til gengæld var vi så også i Aquaboulevard på en af de varmeste dage, og det var vandland og solbadning for alle pengene. Herligt.

* Parc de la Villette - tjek! 

Først var vi derude til Paris Plage og senere var Elvis og jeg en tur derude for at tage på legeplads. Fantastisk park, som virkelig kan anbefales. Desværre har vi næsten en time hver vej, så det bliver ikke hver weekend, at vi kommer derud. Men jeg gad godt.

* La Conciergerie - tjek! 

Ærligt talt, det var lidt en fuser. Altså, det var en rigtig flot bygning, men det var som om, at det var lidt halvkøbt. "Se denne celle, det er næsten den, som Marie-Antoinette sad i. Det er faktisk ikke sikkert, at den lå lige her." "Fangerne kunne også købe sig til disse lidt mere luksuriøse celler. Men nok ikke i det her fængsel. Eller, det ved vi faktisk ikke rigtig." "Det her var køkkenet. Men lige nu er det så et tomt rum med et langbord, hvor der sidder to teenagere og roder med deres telefoner". I ved, hvad jeg mener. Det var sgu lidt skuffende.

* La Promenade Plantée - nope. 

Det må blive en anden god gang - det har faktisk også været for varmt til de lange gåture.

* Grand Palais - nope. 

Den må også videre på efterårslisten. Jeg skal faktisk også på Institut du Monde Arabe med arbejdet om et par uger, så der kommer lige et ekstra kulturpunkt med.

* Rock En Seine - tjek! 

Og det var fedt!! Perfekt vejr, god stemning og fed musik, mens Snubsen hyggede med mormor. Festivalen sluttede officielt søndag kl. halv tolv, men vi var rendt ind i nogle af mine gamle bekendte fra Sverige, og på en eller anden måde blev festival til cocktailbar til nat-bistro med burgere og escargots kl. tre om natten. Vi var hjemme kl. halv fem efter den sjoveste dag, nat og festival i det hele taget. Hippien og jeg taler allerede om, om vi skal indføre den festival som en tradition, når vi engang flytter til Danmark igen. Luksus festival, men stadig festival.

Derudover blev det jo også til gratis koncert med Balthazar ved Hotel de Ville og en skøn aften på vores yndlingsrestaurant på Montmarte - og hele fire besøg for Elvis på dinosaurmuseet! Alt i alt kan man vist ikke sige, at vi ikke fik holdt sommerferie - selv om vi "bare" blev hjemme i Paris.

Fantastisk koncert med Balthazar - Malmöfestivalen på fransk...

Det bedste af det hele er, at sommerstemningen stadig er der. Solen skinner og næste weekend skal jeg til Baden-Baden. Wuhuu!

Mig-tid og os-tid

Jeg elsker min søn, og jeg elsker at være mor. Det er der (forhåbentlig) nok ikke nogen, der er i tvivl om, men lad mig lige understrege det én gang for alle. For når det er sagt, så elsker jeg godt nok også bare at være mig! Caroline. Ikke mor.

I går var jeg forbi Hard Rock Café her i Paris til et gratis akustisk arrangement med forsangeren fra Alter Bridge, Myles Kennedy. Og lige dér, mens jeg stod med en Budweiser og ventede på, at han gik på, følte jeg mig 100% som mig anno 2010. Ung og ubekymret til et musikarrangement. Godt nok havde jeg arbejdscomputeren ved fødderne og en Snubs, som jeg skulle skynde mig hjem til bagefter, fordi Hippien skulle af sted til Danmark, men lige dér talte det ikke rigtig. Jeg var bare mig.

Og det er så vigtig en følelse. Det er vigtigt, at være sig selv. Det gjorde mig helt høj og gav mig masser af ny energi til at skynde mig hjem og hygge med Elvis. Fordi der var plads til begge dele.

Det er vigtigt at være sig selv, og det er vigtigt at være kærester og ikke "bare" forældre. Forleden sad jeg i en pause og læste gamle indlæg igennem fra min tidligere blog (som stadig ligger online). Jeg læste om og så billeder fra min og Hippiens første tur til Paris, og jeg blev helt nyforelsket igen i både byen og manden - men altså mest manden. For at være ærlig, så har det ikke altid været lige let at balancere et fremmed land, job, barn og kæresterier i de her par år. Vi har gjort vores bedste, og vi har helt sikkert ikke haft det svært i den store målestok, men der har været op- og nedture. Som det må forventes. Men hvor er det vigtigt så nogle gange at tage tiden til at kigge tilbage på de gode minder - i hvert fald for mig - for det giver mig vildt meget ekstra blod på tanden til at lave flere gode minder. Det lille ekstra skub.

Jeg vil have et liv, hvor jeg nogle gange ryger tilbage til 2010 og ego-Caroline, og nogle gange ryger tilbage til 2011 og nyforelsket-Caroline - og så det meste af tiden bliver i nutids-Caroline og nyder min familie. Der skal være plads til det hele.

Det er nemt nok at sige nu, hvor vi har en barnepige ved hånden og relativt nemt kan planlægge aftener uden Elvis. Men det er HELT sikkert, at når vi engang flytter hjem til Danmark igen (og det kommer til at ske...), så skal vi også finde os en barnepige der eller få gang i en god pasningsbytteordning med venner og familie. For der skal være tid til mig, og der skal være tid til os - altså mig og Hippien. Det er et energitilskud og en investering, der ikke kan sættes en pris på.

Af samme årsag glæder jeg mig helt vildt til min årlige tur til Baden Baden med min mor, som er i næste uge. Velvære og afslapning og masser af tid til at snakke. Men først rejser jeg lige med Snubsen til Danmark i aften og joiner far, så vi kan tage til farmors fødselsdag i morgen. Sidste weekend var jeg også i Danmark til kombineret bryllup og barnedåb. Oh yeah, sommerferien er i den grad slut og det travleste efterår i mands minde er gået i gang. Men det er mere end okay - det er jo gode ting. Jeg skal bare liiige også finde tiden til at skrive om det. :)

En stærk lille skoledreng

Første skoledag er slut. Elvis sover lur på anden time nu. Han var helt færdig. Det var Hippien og jeg faktisk også, så vi tog det som en familielur, hvor jeg så listede ud for en halv times tid siden.

Det var en vild morgen. Snubsen var lidt beklemt, men også stolt over situationen. Så snart han så skolen, løb han derhen. Det var spændende. Han ventede tålmodigt på at få lov til at gå ind, hvorefter han nærmest med det samme fandt noget legetøj i det store rum, som han ville i gang med. Men nej. Ikke endnu. Vi fik identificeret hans klassenummer, og så gik vi ellers derned. Hængte hans skoletaske på gangen, fandt hans navneskilt og konvolutten med hans navn på fuldt af administrative papirer, og så satte han sig ellers og legede med dyr ved et bord.

Vi har været heldige. Han er kommet i klasse hos præcis den lærer, jeg havde håbet på. En sød, sød fransk dame, som taler perfekt engelsk. Eftersigende får hun ofte de udenlandske børn netop af den grund, så der var også en lille kinesisktalende pige i klassen. Resten var vist franske. Vi fik sagt til læreren, at vi desværre ikke kunne deltage i det store infomøde på lørdag, som jo i øvrigt også er på fransk, og hun sagde med det samme, at hun ville lave et kortere møde med os på engelsk. Det er allerede aftalt til på mandag eftermiddag.

Alt var godt. Elvis legede. Og så ringede hun med klokken. Klokken, der betød, at nu skulle forældrene gå.

Føj for... 90% af børnene græd, og Elvis var absolut et af dem. "Nej mor, du må ikke gå. Moaaaar, jeg vil med. Jeg vil med!". Av i mit hjerte. Bare at høre det for mig i hovedet nu, giver stik i brystet. Det var slemt. Men vi gik og døren blev lukket.

Hippien og jeg var rystede i vores grundvold. Han ér for lille. De var alle for små. Franskmændene er sindssyge!

Så gik vi ned på vores lokale bistro for at få en kop kaffe. Dér sad en gruppe på 8-9 andre forældre fra lige præcis Elvis' klasse. De genkendte os og inviterede os ned ved siden af. De var virkelig flinke. Og totalt afslappede! Flere af dem havde ældre børn på skolen i forvejen, og så var de jo alle bekendte med det franske system. De smilede lidt af vores ubehag. Men de var flinke. Det var rart at have nogle at vende det hele med.

Klokken halv tolv - to timer efter vi var blevet smidt ud - hentede vi Elvis igen. Vi kunne næsten ikke vente. Han kom storsmilende løbende hen til os og fortalte, at han havde drukket vand af en orange kop og at læreren havde sunget sange, men han havde bare lyttet. Og hvorfor kom vi egentlig nu? Hvorfor måtte han ikke blive?

Børn er skøre. Skideskøre og fuldkommen fantastiske!

Nu ser vi, hvordan det går i morgen. Måske skal han have lov til at blive til kl 15, omend det indbefatter frokost og lur derovre. Det lader jeg Hippien om at bestemme, da jeg flyver til Danmark i morgen tidlig. Det er i hvert fald sikkert, at vi allerede i næste uge bør begynde at lade ham blive længere - som minimum onsdag, hvor han så kan blive hentet efter frokost, og ellers tirsdag og fredag, hvor skolen slutter kl. 15. Mandag og torsdag er det først 16.30, og det synes jeg altså er lige voldsomt nok. Endnu.