1,5 år

Så er det halvandet år siden, at vores lille starut joinede os. Det føles både som meget kort tid og meget lang tid. Men når man kigger på, hvilket lille individ der hopper gennem livet ved siden af os, så er det alligevel den lange tid, der vinder.

Som halvandet årig…

- siger Indie “hej” hele tiden. Ved middagsbordet, hvor hun kigger rundt på os på tur og siger “hej” - igen og igen og igen, i søvne, når hun vågner fra lur og mest af alt om og om igen under putningen. Hej!

- skåles der hele tiden. Mest med glas, men også med sin knytnæve mod mors kindben under putningen…

- slår hun rigtig meget. Mest mor og storebror. Faktisk så meget, at jeg leder efter en god tilgang til at stoppe det.

- elsker hun at hoppe. Her til aften - mens vi sad og så Vingegaards sejr i Tour de France og drømte os tilbage til Paris - holdt hun hoppefest. Det var noget med at hive i os tre én efter én, pege på hvor vi skulle stå på gulvet og så hoppe amok og storgrine, når vi alle hoppede med.

- har hun godt styr på navnene. Vi hedder henholdsvis “Baaar”, “Maaar”, “Æ-ihh” og “In-ihhh”.

- fatter hun ALT hvad vi siger. Beder jeg hende hente noget, gør hun det. Beder jeg hende gøre noget, gør hun det - eller også gør hun ikke med et hovedrystende “eeej”, fordi det gider hun ikke.

- elsker hun hunde (“vov vov”), biler (“vrum vrum” - og det er i øvrigt dét “Baaar” åbenbart gør hele tiden, fordi han kører på arbejde om morgenen), at gå i skraldespanden med sine brugte bleer (ve den, der forsøger at gøre det for hende!) og at fortælle alle, at far smed en død fugl i skraldespanden (“piiip piiip piiip”).

- er hun generelt særlig, sød og sjov - og desværre stadig dårlig til at sove om natten.

Så nu vil jeg gå i seng. Vi bor i vores nye sommerhus (se “Beliggenhee, Beliggenhed, Beliggenhed” på TV2 - der er en grund til at jeg har holdt lav profil med det…) på anden måned, fordi vi har renoveret badeværelse og så holdt ferie. Så i aften sover Hippien i hytten med Elvis og jeg har æren af Indie - samt er helt smadret efter at have klippet hæk for første gang i mit liv. Så godnat!

En af de putninger…

Jeg kom sent hjem i går. Vi bor i sommerhus for tiden, fordi vi renoverer badeværelse i lejligheden, så jeg listede af sted kl 5.45 og var hjemme igen kl 19.

Imens jeg var på arbejde, havde Hippien hygget igennem med ungerne, der havde fået en pjækkedag. Det var to unger i hopla, jeg kom hjem til. Indie var så glad! Hun virkede overraskende frisk, men blev dog relativt hurtigt lidt pjevs, så kl 19.30 gik jeg ind og puttede hende.

Og så begyndte festen…

Hun drak sin flaske.

Hun prøvede at komme ind til mine bryster, selv om jeg ikke har ammet siden september.

Hun stak fingrene i munden, næsen og øjnene på mig. Hun prøvede faktisk nærmest at grave mine øjne ud.

Hun legede med sine fødder.

Hun pludrede.

Hun sang.

Hun tumlede rundt.

Hun nærstuderede sine hænder og fingre og øvede sig i at føre fingrene sammen E.T.-style…

Hun gjorde reelt alt andet end at sove i 1,5 time! Hooold nu kæft… Men hun var fandme nuttet imens, så jeg valgte egentlig bare at nyde det - i hvert fald i den første time og et kvarter.

Skøre unge. Gad vide, hvor meget kaffe eller sukker Hippien havde fodret hende med i løbet af dagen…

En post i mørket

Klokken er halv ti og jeg sidder i min seng i mørket. Indie ligger i sin seng ved siden af - i hvert fald lidt endnu. Det har været en hård måned ift. søvn, og Hippien og jeg har måtte tage konsekvensen og sover nu på skift sammen med lillepigen og på skift i gæsteværelset sammen med Elvis. Jeg savner at ligge tæt med min mand, men jeg er virkelig glad for at få noget reel søvn i hvert fald hver anden nat. Så den fase tager vi med...

Det er den sidste aften med en baby. I morgen fylder Indie et år. Et år. Et helt år. Det er så vildt! For et år siden var jeg på vej ind i den vildeste nat af mit liv - med veer, hindbærsnitter, X-Files, vandafgang på sofaen, vestorm og til sidst en baby. Og nu er hun et år. Shit!!

Det har uden tvivl været det mest sindssyge år - særligt den sidste måned. Hold nu kæft, det er hårdt at arbejde fuld tid to personer, mens en lille størrelse udvikler sig med syvmileskridt. Jeg fatter ikke, hvordan vi overlever. Men det gør vi, og hun er det hele værd. Også selv om hun holder os vågne om natten.

Men altså - ét år. Det er vanvittigt...

10 måneder kom og gik...

Da jeg var på barsel, blev jeg mindet om hyggen ved at blogge og begyndte igen. Hvorfor var jeg nogensinde stoppet? Well, det er ret klart for mig nu - jeg får det virkelig ikke gjort!

Indie fyldte 10 måneder for næsten en måned siden. Så ja, hun er fem dage fra at være 11 måneder. Flot altså. Men sådan er det. Vi halser efter alting med vuggestuestart, vuggestuepest, coronaisolationer, jul, nytår, mere vuggestuepest, mere indkøring osv. Det er bare sådan, det er.

Men hun rykker på udviklingen - helt vildt! Det er som om, der sker noget hver dag.

• Vi har haft kæmpet helt vildt med mad. Hun ville intet spise. I lang tid har det kun været flaske eller pulvergrød, der duede - kun juleaften lykkedes det med lidt kartofler med andesovs. Det har været mega frustrerende! I vuggestuen har hun afvist ALT, som i alt. Også bare et glas vand. Men nu (7-9-13) ser det ud til at være ved at vende. Hun vil gerne spise lidt pasta i vuggestuen. Hun spiser gerne vores mad herhjemme. Er hun træt, er det stadig kun pulvergrød, som lige går, men vi har da fået lidt variation på. Alt er en fase...
• Det er lidt det samme med søvnen. Hold nu kæft, hvor har den været dårlig! Men lige nu er den ok. Det var den i hvert fald i nat, og så tror man vel lidt på det igen...
• Hun er motorisk på vild vej. Først knækkede hun kravlekoden, og nu rejser hun sig op af ALT og begynder at slippe med den ene hånd. Går rundt om ting. Der går sgu nok ikke lang tid før hun er gående.
• På en enkelt dag lærte hun både at vinke og klappe. Så det gør hun ret meget nu. Og ryster stadig på hovedet af alt.
• Yndlingslegene er gerne noget med at kravle over til sit boldbassin, hente bolde op og kaste dem ud i rummet. Det kan vi bruge maaaange timer på. Bolde er virkelig et hit. Fjernbetjeningen er et hit. At spise sit stabeltårn er et hit. Skøre unge...
• Hun blev vanvittig glad for hunde over julen. Det var ret vildt, for først var hun panisk bange for sin onkels lille hund, men så blev den bare det mest spændende i verden. Det gælder også mormors store boxer nu. Siger man ordet "hund", begynder hun at kigge sig omkring og sige "vauw vauw vauw".
• Hun har fået 7. og 8. tand, og jeg tror det havde meget at sige ift. madleden. De gjorde ondt. Derudover var hun vildt forkølet i december og havde også en omgang med feber her start-januar. Det har ikke hjulopet på overskudet.
• Hendes yndlingssang er "Lille Peter Edderkop" og hun laver alle fagterne med. SÅ sødt.
• Det går virkelig godt i vuggestuen, hvor hun er glad og tryg ved de voksne. Men vi skal satme ikke slippe hende bare ét sekund, når hun først kommer hjem om eftermiddagen. Det kan vi godt glemme. Så det gør vi. Krammer. Leger. Og spiser virkelig meget takeaway...
  
  
  
  
  
  

9 måneder (og lidt til...)

Så blev hun 9 måneder. Og lidt mere... Faktisk en halv måned mere. Jaja, jeg må nok bare erkende, at med barn nummer 2 er man konsekvent bagud. Men pyt. Når jeg engang i fremtiden læser tilbage på Indies udvikling, er det nok ikke et par uger fra eller til, som gør forskellen.

Der er ellers fart på den her. Vi har haft en laaaang periode (meget lang, ifølge Hippien, som jo er hjemme på barsel...), hvor det har været brok 24/7. Sådan vitterlig. Både vågen og i søvne. Vi har været ved at blive sindssyge. Nu skal jeg selvfølgelig ikke jinxe det, men de sidste par dage har det dog virket, som om det er lettet lidt. Vi krydser fingre.

Der sker nu også meget, så det er måske ikke så mærkeligt med seperationsangst og generel utilfredshed. Der kravles i alle kroge og hjørner på jagt efter sko og ledninger, og der øves-øves-øves i at komme ordentligt op på knæene. Pt. er det stadig Commando-style kryben, men vi er der næsten. Hun begynder også at vise interesse for at rejse sig op, men det er kun begyndende.

Ellers er det, der sker mest, at hun danser. Danser, danser og danser, så snart der er det mindste antræk til musik. Hun ELSKER musik. Ryster på hovedet og danser og bevæger sig til alt med rytme. Hun er også begyndt at vinke eller "klappe" med hænderne over hovedet. Det er simpelthen så cute. 

Mindre cute er, at hun generelt kaster med ALT. Sokkerne flås af fødderne og kastes med. Sutten hives ud af munden og kastes med. Legetøjet kastes med. Maden kastes med. Jeg har så ondt af vores underboer, for det må larme helt vanvittigt. Og vi er pænt trætte af at samle ting op...

Hun er i det hele taget vildt temperamentsfuld. Kaster som sagt med tingene. Slår med håndfladerne i bordet. Råååååber højt. Der er ingen chance for, at hun bliver overset. Og så har hun det fedeste onde grin, som hun meget passende fyrer af, når vi lyder mest opgivende. Lille møgunge...

Det hårdeste pt. er dog søvnen. Hun er virkelig svær at putte om aftenen. Hun flyver om på maven og kravler rundt både vågen og i halvsøvne, og hun vil nærmest kun sove, hvis vi er i rummet. Ellers vågner hun hele tiden, så vi bruger hele aftenen på at sidde inde hos hende igen og igen. Hun vågner også tit, når vi skal i seng, og så ligger hun lysvågen og mosler, selv om vi tager hende op til os. Det skal vi i øvrigt passe på med. Hun er faldet ned fra vores seng to gange - og den ene gang landede hun oven på en stikdåse, så hun fik det blåt øje. Det var ikke så godt. Den første gang var det fordi, Hippien gik på toilettet om natten, og så vågnede hun og kravlede efter ham. Jeg vågnede først af hendes hyl. Anden gang vendte jeg ryggen til for at sætte Elvis' hår op, og så fik hun også forceret den store afskærmning af dyner, som jeg havde lavet, og tippet ud over kanten. Hun er hurtig som en ninja! Der skete vist heldigvis ikke andet end som sagt det blå øje, som næææææsten er væk nu.

Mad går stadig rimelig godt. I perioder vil hun kun spise selv - i andre (som lige nu) gider hun i hvert fald ikke det, og så er det kun madning med mos, som duer. Pt. er kartoffel-rødbedemos og kartoffel-hokaidomos det største hit. Hun har også fået en ekstra tand, så måske er der endnu mere grund til brokkeriet.

Så ja - der sker meget. Virkelig meget. På mandag hedder det vuggestuestart - det skulle faktisk have været her i overmorgen, men hun er lige i isolation uge ud, fordi Elvis har haft Corona. Det gjorde, at vi alle fire skulle en uge i isolation, og efter han så var raskmeldt og Hippien og jeg var testet negative, så skulle Indie lige have en uge ekstra, fordi hun ikke er testet. Gaaah! Godt det ikke er mig, der har barslen lige nu...

7 og 8 måneder

Så blev hun syv måneder - og faktisk også otte måneder! Lige omkring de syv måneder startede jeg nemlig også på arbejde igen, og 1-2-3, så var der ingen tid. Der har været run på. Rigtig meget. Men det har været sjovt.

Men altså - syv måneder og nu otte måneder. Det er svært for mig at skelne mellem, hvad der skete hvornår - men der er godt nok sket meget!

• Det er slut med stille baby på alle planer. Dels råber og snakker hun dagen lang ("ba-ba-ba-ba" og "ma-ma-ma" og "jah" uden j-lyden" og dels er hun all over the place. Hun kryber med fuld fart i alle retninger - helst hen til ledningerne, selvfølgelig. Maven er også begyndt at løfte sig, så der er nok ikke lang tid til, at hun kravler helt reelt.
• Hun sidder også rigtig flot. Vælter næsten aldrig mere. Og hun er glad for det - det er som om legetøjet er nemmere at undersøge, når man kan sidde med det i hånden.
• Ellers er og bliver det bedste legetøj fødderne. Og sokker er fjenden. De ryger af lige så hurtigt, som jeg får givet dem på. Hun er i det hele taget meget sko- og fodfikseret. Hun jagter alles fødder og hun kan næsten altid findes i entreen med en sko i munden...
• Hun har stadig kun sine to reelle tænder i undermunden, men i dag har jeg mærket to mere på vej i overmunden. Dog ikke de to fortænder, men nærmere hjørnetænderne. Det bliver en rigtig fin hugtandsbaby.
• Maden kører. Hun vil stadig kun have mors hjemmelavede, men i det mindste kan vi supplere med klemmeposer med frugtmos. De er et hit - og det var altså rigtig rart på vores netop overståede ferie!
• Speaking of ferie - vi var to uger på Rhodos med egen opvarmede pool og det var genialt! Hun er den vildeste vandhund - ville i hele tiden. Vi havde hende måske også lidt for meget i, for hun blev faktisk syg for første gang på den tur. Godt forkølet og med feber. Så det kan ses på otte månedersbilledet, hvor hun ser lidt klattet ud. Men hun var nu stadig glad. :)
• Søvnen er stadig en joker. Nogle nætter er geniale, andre er pænt udfordrende. Altså en standard baby...
• Nå ja, og så har vi fået vuggestueplads! Det er både fedt og skræmmende. Det er her fra 1. december, så det er jo lige om lidt - også lidt tidligere end vi havde ønsket. Men vi har en rigtig god fornemmelse med stedet, og en af de andre babyer fra mødregruppen starter samme sted samtidig. Det skal nok blive godt.
• Jeg er som sagt startet på arbejde, så Hippien er på barsel. Og de storhygger sig! Her sejler pænt meget mere herhjemme, end da jeg var på barsel (hvis jeg selv skal sige det...), men ok, man skal også være noget mere på hele tiden med en baby, der kan flytte sig selv, end et spædbarn. Hun kræver virkelig meget mere opmærksomhed nu.

Vi nærmere os en helt normal hverdag. Ikke mere barsel. Det er både skræmmende, men også spændende, fordi det føles endnu mere som at NU bliver det et helt almindeligt børnefamilieliv med to børn. TO børn.

Dagens ups(er) nr. 29

Ja, så er jeg da klar til at genoplive dén serie... I dag er seriøst en dag, hvor jeg bare burde være blevet i sengen. Jeg turde faktisk næsten ikke tænde computeren, for så ville jeg sikkert bare få tastet forkert password for mange gange eller sådan noget. Taget i betragtning, at jeg skal tilbage på arbejde på mandag, er det sgu lidt sent at ammehjernen sætter ind!

Nå, men det startede i morges, da jeg tjekkede min konto og så, at jeg havde fået min løn og bonus. Fedt, så nu skulle vores drømmerejse her til efteråret betales. Jeg logger ind på ordren - og ser at den skulle have været betalt senest i går. Total panik. Men jeg fik lavet en straksoverførsel efterfulgt af en halv times ondt i maven indtil deres kundeservice åbnede, et kvarter i telefonkø og så endelig en beroligende dame som sagde, at det ville hun bare lige notere og så var alt fint.

I den halve time med ondt i maven prøvede jeg så at være konstruktiv (Indie sov...), så jeg gik ud på loftet for at lede efter noget tøj, jeg havde solgt på Reshopper. Det ene par bukser var virkelig svære at finde, så jeg måtte lægge nøglen fra mig og tage hele kassen ud. Lede og lede. Ind og tjekke, om de alligevel var i lejligheden. Tilbage til loftet. Dér var de! Kassen på plads, ud af rummet, låse låsen - og netop, da den sagde klik, sagde min hjerne "Nøglen!". Som ja, stadig lå ude på loftsrummet.

Jeg satte i gang i en hel masse. Skrev i vores lokale Facebook-gruppe og fandt faktisk en flink mand, som gerne ville hjælpe med en vinkelsliber. Han kom her kl. 11. Skar låsen over. Jeg satte en ny i, som vi heldigvis havde på lager, og gik så ind for at skifte nøglerne om i bundet. Det mindede mig om, at vi havde en udefineret nøgle liggende i skuffen, så jeg tjekkede den lige.

Ja, den passede til låsen. Låsen, som lige var blevet skåret over, fordi jeg ikke havde nogen nøgle.

Hold nu kæft, hvor føler jeg mig dum...